Dugen af frisk kaffe blander sig med lydene fra et summende nærområde café. Ved et hjørnebord sidder Jan, 68 år gammel, med blikket rettet mod en gruppe unge mennesker, som slentrer forbi med smartphones i hånden.
Deres glade latter står i kontrast til den bekymrede rynke i hans ansigt. “De vil have det hele, men gør ikke noget for det,” mumler han, en tanke der ofte optager ham. Det ser ud til, at han kigger på en anden verden, en han ikke helt forstår.
Jan voksede op i 50’erne, en tid hvor sparsommelighed og hårdt arbejde var en selvfølge. Hans far arbejdede seks dage om ugen på fabrikken, og hans mor fik familien til at fungere uden nogensinde at klage.
Luksus var knap så almindeligt, men hvad de havde, blev værdsat. Hver udgift blev omhyggeligt overvejet, hver besiddelse var resultatet af sparsommelighed og indsats. “Vi havde ikke meget, men vi var stolte af det,” husker Jan med et strejf af nostalgi.
På 15 år forlod Jan skolen for at starte som lærling. Lange arbejdsdage, snavsede hænder og at lære ved at gøre.
Det var bestemt svært, men han så det som den eneste vej fremad. Tanken om, at succes kunne falde ned fra himlen, var utænkelig. Udholdenhed og arbejde var nøglerne til fremskridt, det var der ingen tvivl om. I dag ser det ud til, at dette billede er fuldstændig ændret.
Det, Jan ser hos den yngre generation, forvirrer ham. Unge mennesker med høje ambitioner, der ønsker et velbetalt job, helst med fleksible timer og med det samme en imponerende stilling.
Men når der bliver bedt om lige det ekstra, ser det ud til, at motivationen hurtigt forsvinder. “De vil gøre en forskel,” siger hans ven Kees cynisk. “Men hvis det er kedeligt at hælde hylder op, hvad er der så tilbage?” Også Kees, ligesom Jan på 68, ser kontrasten til sin egen ungdom som markant.
Hastigheden i det moderne samfund synes at gøre tålmodighed overflødig. Alt skal ske nu. Hvor Jan tidligere sparede i flere måneder for en radio eller cykel, bliver i dag alt leveret til døren med et enkelt klik.
Denne øjeblikkelige tilfredsstillelse gør det ifølge ham svært at forstå værdien af noget. “De ser det som en selvfølge. Og måske er det også vores fejl,” erkender han efter en kort stilhed.
Sociale medier spiller ifølge Jan en ikke at undervurdere rolle. Platforme som Instagram og LinkedIn viser primært succeser, smukke karrierer, rejser og luksus.
Vejen dertil, med alt besvær og fiaskoer, forbliver ofte skjult. “De får et skævt billede af, hvad der er normalt,” siger Jan. “Ikke underligt, at de bliver modløse, når det går imod dem.” Verden synes at være formbar, så længe man blot synes, det er ‘sjovt’. Og hvis det ikke er sjovt, så er det åbenbart en mulighed at stoppe.
En nylig samtale med hans niece Lisa gjorde det smertefuldt klart. Hun havde lige fået sin eksamen og klagede over, at hun ikke kunne finde et job, der gav hende både tilfredsstillelse og god betaling.
Da Jan spurgte hende, om hun ville begynde nederst, kiggede hun overrasket på ham. “Men jeg har jo studeret?” svarede hun. I hendes øjne var en beskeden start åbenbart ikke længere tidssvarende. For Jan et tegn på, at realitetssansen langsomt forsvinder.
Alligevel er Jan ikke kun kritisk. Han forsøger også at sætte sig ind i nutidens verden. Presset på de unge er stort: præstation, synlighed, opfylde forventninger.
Måske har hans generation og den tidligere gjort for meget for at bane vejen, for meget for at beskytte. “Vi ville have, at de skulle have det bedre, men måske har vi derfor også taget noget fra dem: værdien af indsats og udholdenhed,” siger han eftertænksomt.
Og selvom han viser forståelse, forbliver bekymringen til stede. For uden vilje til at knokle, til at håndtere modgang, bliver det svært at klare sig i en verden, der bestemt ikke kun er let. “Livet er ikke altid retfærdigt. Du skal lære at holde ud, selv når det går imod dig,” understreger han. Kun da, tænker han, kan du virkelig opbygge noget, som du kan være stolt af.
Da hans kaffe er drukket, ser Jan en sidste gang ud ad vinduet. De unge er forsvundet, opslugt af byen. Han rejser sig, tager sin frakke på og går mod hjemmet.
På vejen tænker han: måske skal hver generation bare selv opdage, hvad værdi betyder. Lære gennem at falde og rejse sig – præcis som det altid har været. For selvom tiderne ændrer sig, forbliver nogle lektioner universelle.
Hvad synes du? Er Jan en gammeldags brokkerøv, eller har han et poeng? Efterlad din mening på vores Facebookside og deltag i diskussionen om generationer, arbejdsetik og værdien af at holde ud.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
