Jeg indrømmer det, jeg er ikke en modelborger lige nu. Men inden du dømmer, vil jeg lige rette en ting. Hele mit liv har jeg arbejdet hårdt. Arbejde over? Intet problem. Ferie? Det betød ofte bare at tjekke mine emails fra en strandstol. Jeg har regelmæssigt sat min familie og venner på andenpladsen, fordi mit arbejde altid kom først. Det var bare, hvem jeg var: Jari, den loyale medarbejder, der gav alt for sin arbejdsgiver.
Så kom nyheden. Min stilling blev nedlagt. Efter alle disse år med dedikation føltes det som et slag i ansigtet. Virksomheden skulle reorganisere, og selvom min leder altid roste mig for min indsats, var min rolle tilsyneladende ikke længere nødvendig. En ny marketingstrategi, et friskt blik, og der stod jeg så, uden job.
Fra kaos til ro
De første uger uden arbejde var mærkelige. Jeg havde altid en stram tidsplan, et mål, en deadline. Nu havde jeg kun tid. Meget tid. Først kastede jeg mig over mit hjem. Jeg gjorde rent, organiserede og satte mit liv bogstaveligt talt i orden. Men efter et stykke tid bemærkede jeg noget særligt: jeg begyndte at vænne mig til roen. For første gang i årevis kunne jeg trække vejret uden presset fra et kommende møde eller en nær deadline.
Jeg besluttede at tage det roligt. At søge efter job ville jeg tage fat på, når min dagpengeret begyndte. Det var jo planen: lade op et øjeblik, så komme tilbage med fuld gas. Men da den periode kom, følte jeg ikke noget hastværk. Min jobcoach var forstående og gav mig al den plads, jeg havde brug for. “Tag dig tid til at finde noget, der virkelig passer til dig,” sagde hun. Så det gjorde jeg.
Ikke stolt, men heller ikke stresset
Nu er jeg et halvt år senere, og jeg må være ærlig: jeg nyder denne tid. Jeg træner på tidspunkter, der passer mig, tager lange gåture og laver mad til mig selv. Økonomisk har jeg det stadig godt, og det giver mig frihed til at tage dette øjeblik i mit eget tempo.
Jeg føler mig ikke stolt, men heller ikke skyldig og fortæller venner, at jeg søger hårdt efter arbejde, mens jeg faktisk tager det roligt. Jeg ved, at min erfaring i sidste ende vil give mig et job. Men for nu? For nu nyder jeg et liv uden vækkeur, uden stress og uden den uendelige jagt på deadlines. Snart hopper jeg ind i det igen. Men ikke lige nu.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
