“Jeg vil ikke have dig på linjen længere, mor! Lad mig være i fred!” råbte jeg frustreret. Jeg vidste dengang ikke, at dette ville være vores sidste ord.
Mit liv handlede om at løbe og haster. Med et travlt job, tre børn og et hjem, der aldrig stod stille, føltes det, som om tiden konstant indhentede mig. Hver aften var fyldt med madlavning, oprydning og lektiehjælp. Min mor havde i mange år været min klippe, men den seneste tid havde det ændret sig.
I stedet for at tilbyde hjælp, ringede hun nu oftere bare for at snakke. Det var små, dagligdags samtaler, der mere drejede sig om hendes behov for selskab end om noget andet. I begyndelsen lagde jeg næsten ikke mærke til det. Men efterhånden som presset på mine skuldre voksede, begyndte de opkald at gnave i mig.
En dag, da jeg følte mig overvældet af arbejde og hjemmeliv, sprang bomben. Min mor ringede igen, midt i en hektisk aften. “Jeg kan ikke klare det mere!” snappede jeg. “Du ringer altid på de forkerte tidspunkter. Stop, ring ikke til mig mere!” Jeg lagde på uden at vente på hendes reaktion.
Stilhed der hængte i luften
De første dage følte jeg mig lettet. Endelig lidt fred, ingen opkald på ubehagelige tidspunkter. Men efter et par dage begyndte det at gnave. Hvorfor havde hun ikke ringet igen? Var hun vred?
Stilheden blev uudholdelig, og til sidst besluttede jeg at tage forbi hende. Da jeg ankom til hendes hus, føltes alt anderledes. Gardinerne var trukket for, og der var stille. Da jeg bankede på døren, fik jeg ingen reaktion. Nøglen i min hånd rystede, mens jeg åbnede døren.
Indenfor var huset stille, alt for stille. Jeg fandt hende i sengen, hendes ansigt roligt, som om hun sov dybt. Men hun vejrede ikke længere. Det øjeblik, hvor det gik op for mig, at hun ikke var her mere, føltes det, som om jorden sank under mig.
Hvad der aldrig mere kunne siges
Sorgen kom i bølger, men skylden gnave hårdest. Hvorfor havde jeg talt så hårdt til hende? Hvorfor havde jeg ikke ringet tidligere for at sige undskyld? Mine sidste ord til hende havde været hårde og uforskammede, og det ville jeg aldrig kunne rette op på.
Min mor havde altid været der for mig, selv når hun selv havde det svært. Hendes opkald var ikke en byrde, men et tegn på kærlighed, et ønske om at forblive forbundet. Nu forstod jeg det, men det var for sent.
Hver dag tænker jeg på hende, og på hvad jeg ville have sagt. “Jeg elsker dig, mor. Tak for alt, hvad du har gjort for mig.” De ord skulle jeg aldrig have udskudt.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
