Jurian er 37 år, og han siger, hvad der skal siges. For ham er den standard arbejdsuge på 40 timer ikke bare en norm, men noget han slet ikke kan identificere sig med.
“40 timer om ugen at arbejde? Det er bare ren slaveri,” siger han uden tvivl.
Det er en udtalelse, som måske lyder tungt, men når du hører hans historie, forstår du, hvorfor han tænker sådan.
I mange år har Jurian kæmpet med følelsen af, at han sidder fast i et fast mønster. Hver uge står han op, tager på arbejde, sidder i timevis bag et skrivebord, tjekker opgaver af og venter på weekenden. “Man lever faktisk ikke længere for sig selv, men for arbejdsgiveren,” fortæller han. “Det er som om, man bliver en robot, der bare gør, hvad der bliver bedt om, uden at man virkelig tænker over, hvad man selv ønsker.”
Han bemærker, at mange mennesker finder det normalt, men for ham føles det som at være fanget i en stram sko. “Alle siger: ‘Det er bare sådan, det er, du skal arbejde for at leve.’
Men hvorfor skulle man så bruge sine bedste år på noget, man egentlig ikke kan lide? Jeg synes, det er absurd, at så mange mennesker giver en så stor del af deres liv væk til noget, der ikke gør dem lykkelige.”
Jurian har arbejdet i den administrative sektor i mere end ti år. “Det er et sikkert job med en fast kontrakt og en god løn,” siger han.
Alligevel føler han sig ikke fri i det. “Jeg har længe prøvet at gøre det så godt som muligt, men det koster så meget energi. Det er ikke kun de 40 timer på kontoret, men også alt det planlægning, stress og det at være konstant optaget af arbejde. Det gnaver, uden at man rigtig opdager det.”
Han fortæller, hvordan det starter med små klager. Træthed, problemer med koncentrationen, nogle gange endda følelsen af, at han ikke længere er sig selv. “Det kommer langsomt, men det sniger sig ind. Man tænker, at det hører til, at alle har det sådan, men det er faktisk meget usundt. Alligevel fortsætter man, fordi der ikke virker til at være nogen anden mulighed.”
Jurian forstår, at ikke alle er så kritiske over for arbejdsrytmen. “Mange mennesker synes, det er fint, de er tilfredse med det, eller de kan faktisk godt lide at være optaget. Men for mig fungerer det ikke. Jeg vil ikke vente til jeg går på pension for virkelig at nyde livet.”
I samtaler med venner og kolleger bemærker han, at emnet ‘arbejdstimer’ ofte bliver undgået. “Det er lidt et tabu at være ærlig om det, for alle gør det. Men det betyder ikke, at det er godt. Jeg tror, vi skal tale mere om, hvad der fungerer for folk, i stedet for blindt at acceptere, hvad der er traditionelt.”
Jurian er ikke den eneste, der oplever det på denne måde. Flere og flere mennesker føler sig fanget i et system, hvor arbejde svarer til forpligtelse og tab af frihed. “Det er ikke uden grund, at stadig flere mennesker overvejer alternativer, som at arbejde mindre, arbejde hjemmefra eller endda gøre noget helt andet,” forklarer han.
Han har også selv forsøgt at forkorte sin arbejdstid. “Jeg ville gerne arbejde fire dage i stedet for fem. Ikke fordi jeg er doven, men fordi jeg tror, det ville være bedre for mit velbefindende. Desværre var det ikke så nemt at få arrangeret. Det føltes som om, jeg skulle i kamp med regler og forventninger, der har været fastlagt i årevis.”
Alligevel holder Jurian håbet oppe for en anden måde at arbejde på. “Måske er jeg lidt af en drømmer, men jeg tror virkelig, at det kan være anderledes. At folk ikke behøver at være fastlåst i sådan en stram sko på 40 timer. At man også kan være værdifuld på en anden måde uden at brænde sig selv helt ud.”
For nu prøver han at gøre det bedste ud af sin situation. “Jeg sørger for at have tid til mig selv i weekenden, at lave ting, der gør mig glad. Men ærligt talt: det føles ofte, som om jeg svømmer imod strømmen. Det ville være meget bedre, hvis man kunne få arbejde og liv bedre i balance.”
Jurian understreger, at det ikke kun handler om at arbejde færre timer, men også om kvaliteten af de timer. “Det handler om at lave arbejde, som man får tilfredsstillelse af, hvor man kan udvikle sig selv. At man ikke har følelsen af at spilde tid eller blive levet af ens job.”
Hans historie får os til at tænke over, hvordan vi forholder os til arbejde i vores samfund. Er 40 timer om ugen virkelig den gyldne standard? Eller er det tid til forandring? Jurian siger det meget klart: “Jeg vil ikke længere leve for at arbejde. Jeg vil arbejde for at leve.”
Det er en opfordring, der får mere og mere genklang, især i en tid, hvor fleksibilitet og velvære betragtes som vigtigere end nogensinde. Jurian håber, at hans historie inspirerer folk til kritisk at se på deres eget arbejde og liv. “Vi behøver ikke alle at gøre det samme, vi behøver ikke alle at følge det samme tempo. Det vigtigste er, at man er glad for, hvordan man bruger sin tid.”
Han afslutter med en sidste tanke: “Hvis vi bliver ved med at holde fast i de gamle ideer, så vil vi alle blive ved med at sidde fast i den slaveri af den 40-timers arbejdsuge. Tid til at ændre det, mener jeg.”
Jurians erfaring viser, at samtalen om arbejdstimer og livskvalitet ikke kun er teoretisk, men har dybe rødder i den daglige virkelighed for mange mennesker. Og det sætter gang i en nødvendighedsdebat om, hvad arbejde egentlig skulle betyde for os.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
