Hver morgen vågner jeg op med den samme følelse: en intens tomhed, som jeg bare ikke kan fylde. Mine forældre har ikke været her i flere år, men jeg savner dem stadig, som om de forlod mig i går.
Nogle gange synes det endda at blive værre. En af dem døde under coronaperioden, mens den anden allerede var gået to år tidligere. De nåede en flot alder, men jeg kan ikke stoppe med at savne dem. Den tanke presser sig hele tiden på, som om jeg skal genopleve den dybe smerte igen og igen.
Min kone forstår det ikke rigtig. Hun mener, at jeg for længst burde være færdig med at sørge. Hun siger ofte: “Han må bare komme videre med livet.” Jeg ved, at hun mener det godt, men det føles, som om jeg bare synker dybere ned i min sorg.
Når jeg fortæller hende, hvordan jeg har det, får jeg at vide, at jeg skal fortsætte, at livet går videre. Men hvad nu hvis jeg nogle gange bare ikke vil videre? Hvad nu hvis jeg ikke kan give slip endnu? “Går denne tomhed nogensinde over?” spørger jeg mig selv dagligt, for jo længere tid det varer, jo tungere bliver det.
Jeg har to voksne børn, der ser, hvor meget smerte jeg har. De synes, det er synd for mig, det ved jeg, men de ved heller ikke rigtig, hvordan de kan hjælpe mig. Nogle gange siger de et par opmuntrende ord, men ellers lader de det stå der.
Jeg kan ikke bebrejde dem, de har selv et travlt liv. Jeg undrer mig over, om der overhovedet er nogen, der forstår disse følelser. Har jeg brug for hjælp? Nogle gange tænker jeg, at jeg skal tvinge mig selv til at komme videre og ikke dvæle for meget ved sorgen, men samtidig føler jeg den dybe trang til at tale om det.
Nogle gange sidder jeg om morgenen på sengen, med mit hoved i hænderne, og spørger mig selv, om denne følelse nogensinde forsvinder. Livet synes bare at gå videre for alle omkring mig, men jeg føler mig, som om jeg er blevet efterladt i det ene øjeblik, da mine forældre forlod mig. De var mine klippepunkter, min støtte, og uden dem føles alt anderledes.
Jeg undrer mig over, om der er andre, der også føler sådan. Måske er jeg bare overfølsom, måske ikke. Derfor vil jeg dele dette: for at vide, om dette er normalt. Har andre også oplevet dette, og går denne tomhed nogensinde over? Det ville være rart at høre, at jeg ikke er den eneste, der føler sådan.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
