Hej, jeg er Karin, 42 år, og jeg har for nylig truffet et valg, der stadig optager mig. Jeg har skrottet mine venner fra mit liv. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem mere eller fordi vi har haft skænderier, men fordi jeg fik følelsen af, at de aldrig virkelig bekymrede sig om mig. Når jeg ville dele mine problemer, virkede det som om, de næsten ikke lyttede, for ikke at nævne at de forsøgte at forstå mig. Det føles som om, jeg altid har været den, der skulle være der for dem, mens jeg gentagne gange satte mig selv til side.
Altid den der giver
Vores venskab begyndte godt, som de fleste venskaber. Vi delte alt med hinanden: glæde, sorg, succeser og udfordringer. Men efterhånden som årene gik, lagde jeg mærke til, at balancen blev mere og mere skæv. Hvis en af mine venner oplevede noget, var jeg forrest for at lytte, hjælpe og trække dem gennem svære tider. Men når jeg selv ville dele noget, syntes det som om, ingen virkelig lyttede.
For et par måneder siden gik det galt på mit arbejde. Jeg var i en svær situation med min leder, og jeg følte mig utrolig stresset. Jeg delte det med mine venner i håbet om støtte eller et lyttende øre. Men i stedet blev det hurtigt fejet væk med: “Åh, det skal nok gå over,” eller “Nå ja, alle har engang besværlige kolleger.” Derefter gik samtalen videre til deres eget liv. Det føltes som om, mine bekymringer slet ikke blev taget alvorligt.
Det punkt, hvor jeg havde fået nok
Brudpunktet kom, da jeg for nylig ville dele noget vigtigt. Min mor var syg, og jeg var fuld af bekymringer. Under en middag forsøgte jeg at tage det op. Men mens jeg fortalte, hvor svært jeg havde det, blev jeg afbrudt af en af mine venner, der entusiastisk begyndte at tale om sine ferieplaner. De andre lyttede grinende til hendes historie, mens jeg sad med en klump i halsen.
Det var ikke første gang, så noget skete. Men i det øjeblik indså jeg, at mønsteret aldrig ville ændre sig. De var venner, så længe jeg var der for dem, men så snart jeg havde brug for noget, var der ikke plads til mig. Det føltes som om, jeg altid skulle give, mens jeg ikke fik noget tilbage.
Valget om at tage afstand
Jeg besluttede, at det var tid til at tænke på mig selv. Det var ikke en nem beslutning, for jeg elskede mine venner og værdsatte de gode øjeblikke, vi havde sammen. Men et venskab skal være gensidigt, og det var det ikke længere i vores tilfælde. Jeg kunne ikke blive ved med at investere i mennesker, der ikke var villige til at gøre det samme for mig.
Jeg har ikke gjort det stort eller søgt konflikt. Jeg er simpelthen stoppet med at søge kontakt. Ingen beskeder mere, ingen invitationer, ingen forsøg på at lave aftaler. Og ved I hvad? De bemærkede det knap nok. Det bekræftede for mig, at jeg havde truffet den rigtige beslutning. Hvis min fravær knap engang blev lagt mærke til, var jeg sandsynligvis aldrig virkelig vigtig for dem.
Tomheden der bliver tilbage
Selvom jeg ved, at jeg har truffet den rigtige beslutning, er det svært at acceptere. Tomheden der bliver tilbage gør ondt. Jeg savner de sjove samtaler, de fælles udflugter, og de minder, vi har skabt sammen. Men samtidig føler jeg også fred. Jeg behøver ikke længere at kæmpe for opmærksomhed eller anerkendelse. Jeg har nu pladsen til at omgive mig med mennesker, der rent faktisk bekymrer sig om mig.
At lære at sætte grænser
Hvad jeg har lært af dette, er hvor vigtigt det er at sætte grænser i relationer. Jeg har i mange år troet, at det var mit ansvar at opretholde venskaber, uanset hvordan jeg havde det. Men det er ikke sandt. Et sundt venskab handler om at give og tage, og hvis den balance ikke er der, må du vælge dig selv.
Jeg prøver nu at møde nye mennesker og opbygge venskaber, der faktisk er gensidige. Det er spændende og nogle gange ensomt, men jeg ved, at det på lang sigt vil være bedre for mig.
Genkendeligt?
Jeg deler min historie, fordi jeg tror, jeg ikke er den eneste, der kæmper med dette. Har I nogensinde haft følelsen af, at jeres venner ikke virkelig bekymrer sig om jer? Hvordan har I håndteret det? Er det forkert at skrotte folk fra sit liv, eller er det nogle gange en del af at beskytte sig selv?
Jeg er nysgerrig efter jeres erfaringer og tanker. Måske kan jeres perspektiv hjælpe mig med at finde fred med mit valg – og lære hvordan jeg i fremtiden kan opbygge stærkere, sundere venskaber. Del jeres mening, jeg værdsætter det enormt.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!