Karin, 56, sidder afslappet på sin moderne, lyse sofa. Hendes pæne tøj og moderigtige frisure fremhæver hendes livlige udseende. Hun ser eftertænksomt på sin datter Lisa, der sidder overfor hende med trætte hænder i skødet.
“Jeg er bare ikke klar til at blive kaldt ‘bedstemor’,” erklærer Karin bestemt. Dette emne kommer ofte op i deres samtaler, især siden Lisa blev mor til lille Anna for tre år siden. “Bedstemor lyder så gammelt, det passer ikke til mig.”
Lisa, en travl kvinde i trediverne, sukker og ruller med øjnene. “Men du er en bedstemor, det kan du ikke ignorere. Anna har brug for en bedstemor,” understreger hun overfor sin mor. Hun ser Karin indtrængende i øjnene. “Alle kalder deres bedsteforældre sådan. Hvad er der galt med det? Hvorfor skal du altid være anderledes?”
Karin læner sig frem og ser bekymret ud. “Jeg elsker Anna, virkelig. Men jeg føler mig stadig ung og aktiv. Den betegnelse ‘bedstemor’ gør mig ældre, end jeg føler mig. Jeg vil ikke puttes i en sådan boks.”
Denne sag fører ofte til små uenigheder mellem mor og datter, der begge føler sig misforstået. For Lisa er det klart: hendes mor er bedstemoren, så kald hende det. Men for Karin er det mere komplekst.
Lisa sukker dybt og kaster et blik på et familiefoto på skænken. “Det er bare et navn, mor. Anna kan godt lide at kalde dig bedstemor. Hun forstår det ikke, hvis jeg siger, at hun skal kalde dig Karin.”
Karin ryster på hovedet. “Anna er stadig ung. Hun ved ikke, hvad det betyder. Hvis hun bare kalder mig Karin fra starten, så er det normalt for hende. Når hun bliver ældre, vil hun forstå, at jeg er anderledes. Jeg behøver ikke at være som andre bedstemødre.”
For Karin handler det om mere end bare navnet; det berører hendes identitet. “At være bedstemor lyder som om mit aktive liv er forbi,” forklarer hun.
“Som om jeg kun sidder derhjemme med småkager og strikning. Men jeg er ikke sådan. Jeg går, dyrker motion, rejser og arbejder stadig. Hvorfor skulle jeg føle mig anderledes på grund af et barnebarn?”
Lisa, synligt irriteret, kan ikke skjule sin frustration. “Alle synes, det er tåbeligt, mor. Selv far siger: ‘Lad hende bare kalde dig bedstemor.’” Hun ser sin mor udfordrende i øjnene. “Hvorfor kan du ikke bare være som andre?”
Karin smiler svagt, men forbliver fast besluttet. “At alle griner, betyder ikke noget for mig. Og far må tænke, hvad han vil, men jeg føler mig ikke som ‘bedstemor’. Folk ændrer sig ofte, når de bliver ældre. Jeg nægter det.”
For Lisa handler det om familietradition. “Hvad hvis Anna i skolen siger, at hun kalder dig Karin? Folk vil stille spørgsmål. ‘Hvor er din bedstemor så?’ Hvad skal hun sige, at du er for ung og hip?”
Diskussionen fortsætter. Lisa føler sig ikke hørt og har svært ved sin mors holdning. “Det handler ikke kun om dig, mor. Du er måske ikke en traditionel bedstemor, men det betyder ikke, at du ikke kan udfylde den rolle. Det er vigtigt for Anna og mig.”
Karin nikker langsomt, men viger ikke fra sit synspunkt. “Jeg forstår, at dette er svært for dig, Lisa. Men jeg håber, du til sidst indser, at dette ikke kun handler om dig eller Anna. Det handler om, hvordan jeg ser mig selv. Det giver jeg ikke bare op.”
Sagen forbliver en kilde til spændinger i familien. Når familien samles, er der altid vittigheder og rullende øjne, når Anna kalder Karin ved hendes fornavn. Nogle finder det charmerende, andre akavet.
Karin griner af det, selvom hun bemærker, at Lisas irritation forbliver. Alligevel ændrer hun ikke sit synspunkt.
Hvad mener I? Skal Karin give efter for traditionen for sin barnebarn og datter, eller har hun ret til at holde fast i sin egen identitet? Del din mening!
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
