Merel er 32 år og bor midt i byen. Hun er kendt som en udtalt klimaaktivist og lader ikke en chance gå forbi for at tage debatten om bæredygtighed og miljøbevidst liv.
Hun er aktiv i forskellige klimapgrupper og findes ofte ved protester, klimamarscher og foredrag om økologisk bevidsthed. I sin vennekreds er Merel kendt for sine brændende argumenter om klimaretfærdighed. Hvor andre nogle gange stadig tvivler på deres ferieplaner, ved Merel præcis, hvad hun mener: at flyvning er absolut uacceptabelt.
‘Jeg forstår det simpelthen ikke,’ siger hun, mens hun kaster hænderne op i luften. ‘Hvordan kan man i 2025 tage et fly med god samvittighed? Det er så ekstremt skadeligt og egoistisk.’
Uforståelse for flyveradfærd
Merel bliver nogle gange modløs over det, indrømmer hun. ‘Jeg mærker, at mange mennesker slet ikke indser, hvad flyvning gør ved planeten. For mig føles det som en blind plet. Folk ser flyvning som en ret, som noget der bare hører til deres liv. Men i mellemtiden ødelægger de klimaet, som vi alle er afhængige af, med hver flyvning. Det føles så egoistisk.’
Det, der især sårer hende, er, at selv i hendes egen kreds, bliver folk ved med at tage flyet. ‘Så modtager jeg en besked fra nogen, der spontant har booket en weekendtur til Barcelona. Som om det er den mest normale ting i verden. Jeg spørger mig selv: Tænker du virkelig over, hvad du gør? Er du klar over, hvor meget CO₂ du udleder med en så kort flyvning? Det virker som om, mennesker glemmer deres ansvar, så snart de booker en billet.’
En ensom kamp
Merel føler sig nogle gange som en, der råber i ørkenen. ‘Det føles virkelig ensomt nogle gange. Du står der med dit protests skilt, sammen med en gruppe ligesindede, mens folk omkring dig bare fortsætter med at gøre, hvad de altid har gjort. Det føles som at kæmpe imod et kæmpe system, som folk knap nok er bevidste om.’
Alligevel vil hun ikke give op. For Merel er det vigtigt at fortsætte med at sprede sit budskab, selvom hun ofte møder uforståelse. ‘Nogle gange siger folk, at jeg får dem til at føle sig skyldige. Men jeg vil ikke angribe nogen; jeg vil blot have, at vi tænker sammen. At vi anerkender konsekvenserne af vores adfærd. For de er virkelig eksisterende.’
Diskussioner i familien
Inden for hendes familie spidser spændingerne nogle gange til. ‘Mine forældre forstår mit standpunkt, men de synes, det er overdrevet. For nylig planlagde de en lang rejse til Indonesien. Jeg kunne bare ikke være glad for det. Jeg har forsøgt at forklare, hvorfor jeg finder det problematisk, men så får man igen at høre, at de har ret til deres ferie. Som om jeg vil tage noget fra dem.’
Merel prøver gang på gang at gøre emnet tilgængeligt for diskussion, selvom hun mærker, at det ofte støder på en mur af modstand. ‘Folk vil bare ikke høre, at noget, de holder af, er så skadelig. Og jeg forstår det også godt. Men kan vi ikke bare holde op med at ignorere det? Jeg vil bare have, at de forstår, hvorfor det gør ondt at se billeder af tropiske strande. Ikke fordi jeg ikke vil have, at de skal tage af sted, men fordi jeg ser konsekvenserne.’
Ægte bekymringer
Selvom Merel nogle gange bliver træt af alle diskussionerne, fortsætter hun. ‘Jeg prøver altid at holde samtalen åben. Jeg vil ikke skubbe folk væk eller dømme dem. Jeg vil blot have, at de bliver bevidste om de valg, de træffer. Flyvning er ikke en uskyldig handling. Det er en bevidst handling med alvorlige konsekvenser.’
Merel understreger, at det ikke handler om perfektion. ‘Selvfølgelig laver jeg også fejl. Jeg er også bare et menneske. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at holde mit økologiske fodaftryk så lille som muligt. Og jeg ville ønske, at flere mennesker forsøgte at gøre det.’
Et kald til ansvar
Det spørgsmål, som Merel især bliver ved med at tænke på, er, hvordan vi kan hjælpe hinanden til at leve mere bæredygtigt uden at dømme hinanden direkte. ‘Jeg vil ikke pege fingre. Men jeg vil gerne, at vi tør at tale sammen om adfærd, som ikke længere er acceptabel. Måske lyder det hårdt, men nogle gange skal man vække folk. Især når det handler om noget stort som klimaforandringer.’
Merel forbliver håbeful, selvom det nogle gange er svært. ‘Jeg ser heldigvis også, at der er flere og flere mennesker, der bevidst vælger at tage toget eller cykle. Det giver mig mod. Vi kan ændre os, men det kræver ærlighed og vilje til at give slip på gamle vaner. Det koster indsats, men planeten er det værd.’
Med sin historie håber Merel, at folk vil føle deres ansvar og træffe valg, der rækker ud over deres egen fornøjelse. ‘Vi skal holde op med at lade som om, at flyvning ikke er et problem. Det er et problem. Og hvis vi kan være ærlige om det sammen, kan vi også finde løsninger sammen. Det er, hvad jeg fortsætter med at kæmpe for.’
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
