For nogle mennesker er klimaændringer stadig noget abstrakt. Noget for forskere, politikere eller aktivister med bannere. Men for Lena (26) fra Utrecht er det alt andet end vagt eller overdrevet. Det påvirker hendes daglige liv, valg og fremtidsbillede. “Når du ser dig omkring, hvordan kan du så fortsætte med at lade som om, der ikke er noget galt? Det er overalt.”
Lena bor i en lille studio tæt på centrum. Indenfor er det hyggeligt, planter overalt, bøger om bæredygtighed på bordet, og en brugt laptop, som hun arbejder på som freelancer. “Jeg tjener ikke en formue, men jeg prøver at leve bevidst. Jeg køber næsten ikke noget nyt mere. Brugte tøj, genanvendelige ting, jeg flyver ikke, og jeg har spist plantebaseret i årevis. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg ellers føler, at jeg ikke bidrager med noget.”
Hun sukker, når hun taler om de reaktioner, hun nogle gange får. “Du har altid dem, der siger: ‘Hvad betyder det, hvis du ikke spiser bøf? Kina fortsætter med at udlede.’ Eller: ‘Tidligere sneede det også sjældent, det er en del af årstiderne.’ Seriøst, nogle gange tænker jeg virkelig: lever du under en sten?”
Klimabevidsthed som dagligdag
For Lena begyndte det hele i gymnasiet. “Jeg havde en biologilærer, der var super passioneret. Han viste os dokumentarer om afskovning, om de smeltende iskapper, om hvad CO2 faktisk gør. Jeg var seksten, og jeg følte for første gang: wow, det er stort. Det handler om mig, om os alle.”
Det frø voksede hurtigt. Hun begyndte selv at søge information, læste bøger, så dokumentarer, deltog i klimademonstrationer. Nu kalder hun sig ikke nødvendigvis en aktivist, men hun føler sig ansvarlig. “Du behøver ikke at holde et skilt for at gøre en forskel. Det ligger i de små ting. Hvordan du lever, hvad du køber, hvad du bruger dine penge på, hvad du accepterer fra virksomheder og politikere.”
Hun bemærker også, at det nogle gange kan være svært at leve i en verden, hvor mange mennesker stadig stikker hovedet i sandet. “Nogle gange føler jeg mig lidt som en gnaven person. Så siger jeg, at jeg helst ikke vil flyve for en weekend væk, og så får jeg sådan et blik: du ødelægger stemningen. Men jeg vil bare kunne sove med god samvittighed.”
Fra idealisme til frustration
Det, der frustrerer Lena mest, er ikke engang, at ikke alle straks forandrer alt, men at folk benægter problemet eller nedtoner det. “Jeg forstår godt, at du ikke forandrer alt på én gang. Ikke alle har de samme muligheder eller den samme viden. Men så sig i det mindste ikke, at det hele er overdrevet. For det er simpelthen ikke sandt. Faktaene er der. Forskere har råbt det i årevis.”
Hendes stemme lyder skarp, når hun siger: “Jeg mener, se dig omkring. Tørke, skovbrande, oversvømmelser. Det sker nu. Ikke om 100 år, men i dag. Og så tøve med at sige, at det ikke er så slemt? Så lever du virkelig under en sten.”
Lena har selv justeret sin livsstil lidt ad gangen. Ikke radikalt, men bevidst. “Det begyndte med at stoppe med at spise kød, derefter bruge mindre plast, og så rejse mere bevidst. Jeg har en brugt cykel, og jeg går overalt. Jeg har det godt med det. Ikke helligt, men ærligt. Jeg gør, hvad jeg kan.”
En fremtid fuld af spørgsmål
Alligevel mærker hun, at frygten for fremtiden ofte er til stede i baggrunden. “Nogle gange vågner jeg med en knude i maven. Så tænker jeg på, hvordan verden ser ud om tyve, tredive år. Vil jeg have børn i en sådan verden? Kan jeg give dem en sikker fremtid? Det er ikke sjove spørgsmål at tænke på, når man er 26.”
Hun fortæller, at hun ofte fører samtaler om klimaet inden for sin vennegruppe. “Nogen er meget håbefulde, mens andre ikke vil beskæftige sig for meget med det. Og det forstår jeg. Det er meget, det er tungt, og det føles nogle gange, som om man ikke kan gøre noget ved det. Men at vende det blinde øje hjælper heller ikke. Vi skal netop finde løsninger sammen.”
Ifølge Lena ligger styrken dér: i forbindelse, i samtaler, i at opmuntre hinanden. “Hvis alle bidrager lidt, så kommer der bevægelse. Men så skal man også anerkende, at der er noget galt. At benægte det er forældet. Det er 2025, ikke 1980. Du kan ikke længere lade som om, klimaændringer er noget, der ikke angår dig.”
At give sin stemme til kende
Hun er glad for, at flere unge mennesker står frem. “Se på alle de studerende, der protesterer, alle de unge, der holder virksomheder og myndigheder ansvarlige. Det giver håb. Det viser, at vi ikke sidder stille.”
Alligevel forbliver hun realistisk. “Vi har stadig en lang vej at gå. Der skal stadig ændres så meget. I politik, økonomi, i hvordan vi tænker på vækst og forbrug. Men jeg tror på, at hvis man fortsætter med at informere, konfrontere og inspirere folk, så kan der ske en ændring.”
Indtil da fortsætter Lena med at gøre hvad hun kan. Og siges fra. “Hvis nogen siger, at det hele ikke er så slemt, så siger jeg bare: se dig omkring. Læs. Lyt. Vær åben. For det er ikke overdrevet. Det er virkeligheden. Og hvis du stadig ikke kan se det, så lever du virkelig under en sten.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
