Liisa, en kvinde på 70 år, har boet i det samme hus i over tredive år, et beskedent rækkehus i et roligt kvarter. Det er et hus fyldt med minder, hvor hendes børn er vokset op, og hvor hun sammen med sin nu afdøde mand har bygget et liv op.
Men i dag føles huset tomt for hende. “Stilheden er nogle gange uudholdelig,” siger hun og peger på sit køkkenbord, hvor hun hver morgen drikker sin kaffe alene. “Jeg føler mig ensom, selv mine naboer kommer ikke forbi for en kop kaffe.”
Liisas liv er drastisk ændret, siden hendes mand døde for fem år siden. Tidligere var deres hus et pulserende sted. Der var altid mennesker på besøg: børnene, venner, naboer. “Min mand elskede hygge,” fortæller Liisa smilende. “Vi havde ofte middagsselskaber og spilleaftener, og naboerne kom jævnligt forbi for en snak eller en kop kaffe. Men siden han ikke er her mere, er det hele forsvundet.”
Efter sin mands død havde Liisa håbet på at bevare forbindelserne med sine naboer og venner. Men det viste sig sværere end forventet. “I begyndelsen kom naboerne jævnligt forbi for at se, hvordan det gik med mig,” husker hun. “De bragte mad og tilbød hjælp. Men efter et stykke tid blev det mindre og mindre. Folk har deres eget liv, og jeg vil heller ikke være til besvær.”
Liisas børn bor spredt over Holland. Hendes datter bor i Groningen, og hendes søn i Maastricht, på den anden side af landet. “De ringer regelmæssigt, og det er jeg meget taknemmelig for,” siger Liisa. “Men jeg ser dem ikke ofte. De har deres egne travle liv med arbejde og børn. Jeg forstår det godt, men det gør dagene her så lange.”
Dage i Liisas hus går i en rolig og ensom rytme. Hun starter sin morgen med en kop kaffe ved det samme bord, hvor hun engang satte sammen med sin mand. “Nogle gange føler jeg stadig hans tilstedeværelse,” hvisker hun, som om hun er bange for at bryde stilheden. “Men som regel er det bare meget stille.”
Liisa fylder sine dage med små opgaver i huset og ser meget tv for at fordrive tiden. Hun prøver indimellem at tage en gåtur i nabolaget, men hendes krop samarbejder ikke altid. “Mine knæ gør ondt, så jeg kan ikke gå langt. Og når jeg er ude, ser jeg næsten aldrig nogen,” fortæller hun.
Nabolaget er ændret; mange af de gamle beboere er flyttet eller døde, og de nye beboere ser ud til at have deres egne travle liv. “De er venlige, forstår du,” siger Liisa. “Men det er ikke mere som før, da naboerne bare dukkede op for en snak eller en kop kaffe.”
Liisas største savn er manglen på menneskelig kontakt. “Jeg længes efter, at nogen bare kommer forbi, bare for en kop kaffe,” siger hun med et skrøbeligt smil. “Det behøver ikke at vare længe, men bare en lille samtale, bare nogen at tale med. Det ville gøre en stor forskel.”
Problemet er dog, at Liisa ofte føler sig for stolt eller for belastet til at tage initiativet selv. “Jeg vil ikke virke påtrængende,” indrømmer hun. “Alle har travlt, og jeg vil ikke være til besvær for nogen.” Alligevel er ensomheden nogle gange så overvældende, at hun tvinger sig selv til at tage telefonen. “Nogle gange ringer jeg til min datter, men selv da føler jeg mig skyldig. Hun arbejder fuldtid og har små børn. Så tænker jeg: Lad hende være i fred.”
Aftenerne er sværest for Liisa. “Så bliver det virkelig stille i huset,” fortæller hun. Hun kigger ud af vinduet i sit stue, hvor skumringen langsomt falder. Gaden er tom, bortset fra en enkelt bil, der kører forbi. “Tidligere hørte jeg børn lege og folk tale i haven, nu er det stille. Meget stille.”
Tv’et står ofte tændt, ikke for at se det, men for at have lyd i huset. “Det lyder måske fjollet, men nogle gange tænder jeg tv’et uden virkelig at se, bare for at høre noget. Så føles det mindre ensomt.” Men det er heller ingen løsning. “Det er ikke det samme som en rigtig samtale. En stemme, der taler til dig, der ser på dig. Det savner jeg mest.”
På trods af sin ensomhed forbliver Liisa håbefuld om, at der kommer bedre tider. “Måske tør jeg snart ringe på hos naboerne,” siger hun forsigtigt. “De er ret venlige mennesker, men jeg vil ikke forstyrre dem.”
Hun håber, at der engang igen vil komme en tid, hvor folk har mere tid til hinanden, hvor der er plads til spontane besøg og små, dagligdags møder. “Jeg ved, at verden har ændret sig,” siger hun, “men en kop kaffe med en nabo, det burde da stadig være muligt?”
Liisas historie er et hjerteskærende eksempel på, hvordan ensomhed kan ramme, selv hos nogen, der engang havde et rigt socialt liv. Den tomhed, hun føler siden sin mands død, er delvist uundgåelig, men manglen på social kontakt forstærker den ensomhed.
Det simple ønske om en kop kaffe med en nabo gør hendes historie genkendelig og smertefuldt almindelig. Det får os til at indse, hvor vigtigt det er at tage sig af vores ældre medborgere, og hvor stor forskel en lille gestus kan gøre.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
