Liisa, en kvinde på 70 år, har boet i det samme hus i over tredive år, et beskedent rækkehus i et roligt kvarter. Det er et hus fyldt med minder, hvor hendes børn er vokset op, og hvor hun sammen med sin nu afdøde mand har bygget et liv op.
Men i dag føles huset tomt for hende. “Stilheden er nogle gange uudholdelig,” siger hun og peger på sit køkkenbord, hvor hun hver morgen drikker sin kaffe alene. “Jeg føler mig ensom, selv mine naboer kommer ikke forbi for en kop kaffe.”
Liisas liv er drastisk ændret, siden hendes mand døde for fem år siden. Tidligere var deres hus et pulserende sted. Der var altid mennesker på besøg: børnene, venner, naboer. “Min mand elskede hygge,” fortæller Liisa smilende. “Vi havde ofte middagsselskaber og spilleaftener, og naboerne kom jævnligt forbi for en snak eller en kop kaffe. Men siden han ikke er her mere, er det hele forsvundet.”
Efter sin mands død havde Liisa håbet på at bevare forbindelserne med sine naboer og venner. Men det viste sig sværere end forventet. “I begyndelsen kom naboerne jævnligt forbi for at se, hvordan det gik med mig,” husker hun. “De bragte mad og tilbød hjælp. Men efter et stykke tid blev det mindre og mindre. Folk har deres eget liv, og jeg vil heller ikke være til besvær.”
Liisas børn bor spredt over Holland. Hendes datter bor i Groningen, og hendes søn i Maastricht, på den anden side af landet. “De ringer regelmæssigt, og det er jeg meget taknemmelig for,” siger Liisa. “Men jeg ser dem ikke ofte. De har deres egne travle liv med arbejde og børn. Jeg forstår det godt, men det gør dagene her så lange.”
Dage i Liisas hus går i en rolig og ensom rytme. Hun starter sin morgen med en kop kaffe ved det samme bord, hvor hun engang satte sammen med sin mand. “Nogle gange føler jeg stadig hans tilstedeværelse,” hvisker hun, som om hun er bange for at bryde stilheden. “Men som regel er det bare meget stille.”
Liisa fylder sine dage med små opgaver i huset og ser meget tv for at fordrive tiden. Hun prøver indimellem at tage en gåtur i nabolaget, men hendes krop samarbejder ikke altid. “Mine knæ gør ondt, så jeg kan ikke gå langt. Og når jeg er ude, ser jeg næsten aldrig nogen,” fortæller hun. Nysgerrig efter resten af denne artikel? Klik på nedenstående knap for at læse resten!