Nabolaget er ændret; mange af de gamle beboere er flyttet eller døde, og de nye beboere ser ud til at have deres egne travle liv. “De er venlige, forstår du,” siger Liisa. “Men det er ikke mere som før, da naboerne bare dukkede op for en snak eller en kop kaffe.”
Liisas største savn er manglen på menneskelig kontakt. “Jeg længes efter, at nogen bare kommer forbi, bare for en kop kaffe,” siger hun med et skrøbeligt smil. “Det behøver ikke at vare længe, men bare en lille samtale, bare nogen at tale med. Det ville gøre en stor forskel.”
Problemet er dog, at Liisa ofte føler sig for stolt eller for belastet til at tage initiativet selv. “Jeg vil ikke virke påtrængende,” indrømmer hun. “Alle har travlt, og jeg vil ikke være til besvær for nogen.” Alligevel er ensomheden nogle gange så overvældende, at hun tvinger sig selv til at tage telefonen. “Nogle gange ringer jeg til min datter, men selv da føler jeg mig skyldig. Hun arbejder fuldtid og har små børn. Så tænker jeg: Lad hende være i fred.”
Aftenerne er sværest for Liisa. “Så bliver det virkelig stille i huset,” fortæller hun. Hun kigger ud af vinduet i sit stue, hvor skumringen langsomt falder. Gaden er tom, bortset fra en enkelt bil, der kører forbi. “Tidligere hørte jeg børn lege og folk tale i haven, nu er det stille. Meget stille.”
Tv’et står ofte tændt, ikke for at se det, men for at have lyd i huset. “Det lyder måske fjollet, men nogle gange tænder jeg tv’et uden virkelig at se, bare for at høre noget. Så føles det mindre ensomt.” Men det er heller ingen løsning. “Det er ikke det samme som en rigtig samtale. En stemme, der taler til dig, der ser på dig. Det savner jeg mest.”
På trods af sin ensomhed forbliver Liisa håbefuld om, at der kommer bedre tider. “Måske tør jeg snart ringe på hos naboerne,” siger hun forsigtigt. “De er ret venlige mennesker, men jeg vil ikke forstyrre dem.”
Hun håber, at der engang igen vil komme en tid, hvor folk har mere tid til hinanden, hvor der er plads til spontane besøg og små, dagligdags møder. “Jeg ved, at verden har ændret sig,” siger hun, “men en kop kaffe med en nabo, det burde da stadig være muligt?”
Liisas historie er et hjerteskærende eksempel på, hvordan ensomhed kan ramme, selv hos nogen, der engang havde et rigt socialt liv. Den tomhed, hun føler siden sin mands død, er delvist uundgåelig, men manglen på social kontakt forstærker den ensomhed.
Det simple ønske om en kop kaffe med en nabo gør hendes historie genkendelig og smertefuldt almindelig. Det får os til at indse, hvor vigtigt det er at tage sig af vores ældre medborgere, og hvor stor forskel en lille gestus kan gøre.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!