Linda

Linda, 72 år gammel, sidder fast i et ægteskab, der bringer hende mere sorg end glæde. Hendes mand, Martin, behandler hende ofte uvenligt, hvilket vejer tungt på hende.

“Vi har været sammen siden jeg var 17,” fortæller hun. “Da jeg var 20, blev vi gift. Jeg kendte ikke andre mænd og troede, at hans stædighed og selvcentrerethed bare var normale træk.
Men der var også smukke øjeblikke. Han var en pålidelig forsørger, glemte aldrig min fødselsdag, og i de travle år med børnene fungerede alt problemfrit. Vi fandt en måde at leve sammen på uden at komme i vejen for hinanden.”

Nu hvor børnene er flyttet hjemmefra, og Martin er pensioneret, bliver samlivet stadig mere kompliceret. Linda bemærker, at gamle irritationer er vokset til seriøse problemer.

“Martin er ofte sur eller irritabel uden grund,” siger hun. “Han skælder mig ud for de mindste ting. Selv vores børn siger, at jeg ikke skal acceptere dette. De mener, at jeg fortjener mere respekt.”

På trods af disse vanskeligheder overvejer Linda ikke skilsmisse. “Hvad skulle jeg så gøre?” spørger hun sig selv højt. “Skal jeg starte forfra i min alder? Mine veninder siger, at jeg har et smukt liv foran mig, men jeg ser det anderledes. Udsigten til at blive gammel alene skræmmer mig.

Skal jeg opgive mit hjem, fyldt med minder, for en lille lejlighed? Den tanke skræmmer mig. Måske er jeg knyttet til mine ting, men mit hjem betyder meget for mig. Jeg håber, at Martin med tiden bliver lidt venligere. Heldigvis har vi nok plads til at undgå hinanden af og til.”

Linda’s beslutning om at blive hos Martin er især baseret på hendes behov for stabilitet. Hun ønsker ikke at opgive alt, hvad der er velkendt for hende. Huset, som de har bygget deres liv i, føles som et anker i et uroligt hav. Selvom hun nogle gange kalder sig materialistisk, ved hun også, at det er mere end det. Det er et sted, hvor hun føler sig sikker i en verden, der ændrer sig hurtigere og hurtigere.

Derudover fortsætter hun med at håbe på forbedring. Måske bliver Martin mindre irritabel med mere tid og ro. Linda prøver at fokusere på, hvad der stadig er til stede, i stedet for hvad der mangler. Hendes børn og veninder påpeger muligheden for en ny begyndelse, men for Linda føles det skridt for stort. Hun vælger sikkerheden i det, hun kender, uanset hvor mangelfuldt det nogle gange er.

Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!