Et billede af en ukrainsk mand, der bærer sin gamle hund 17 kilometer på sine skuldre, har for nylig fået meget opmærksomhed på sociale medier. Billedet fortæller en historie om ubetinget kærlighed og ofre, og blev diskuteret af den britiske avis The Guardian, som talte med hundens ejer, Alisa.
Krigen i Ukraine har ødelagt utallige liv, og historien om Alisa er et hjerteskærende eksempel på dette. Hendes rejse begyndte den 23. februar, en dag før Rusland invaderede Ukraine. På samme dag mistede Alisa uventet sin 59-årige far. Mens mange ukrainere forlod deres hjem i hast for at undslippe volden, stod Alisa over for den hjerteskærende opgave at give sin far en sidste hvile. På grund af invasionskaosset blev dette imidlertid umuligt, og hans lig blev efterladt i ligklinikken.
Alisa, der arbejder for et tysk firma, fik tilbudt hjælp til at forlade landet. Sammen med sin familie besluttede hun at flygte mod den polske grænse. “Vi forlod Kiev i en lille Peugeot 307,” fortæller hun. “Vi var i alt ni personer: min mor, min søster, vores ægtefæller, fire børn og to hunde.” En af hundene var Pulya, en 12 år gammel schæferhund.
Turene til grænsen var hårde og langvarige. Familien kørte i 16 timer til en landsby cirka 140 kilometer uden for Kiev. Da de ankom ved grænsen, blev de konfronteret med lange rækker af biler. “Vi måtte blive i bilen de første tre til fem dage,” siger Alisa. Kulden og usikkerheden gjorde situationen endnu sværere. Til sidst besluttede Alisa og hendes familie at tilbagelægge de resterende 17 kilometer til grænsen til fods.
Forholdene var elendige. Temperaturen faldt til -7 grader, og børnene græd af kulden. Alisa selv havde også lyst til at græde, men at give op var ikke en mulighed. Hun var fast besluttet på at få sin familie sikkert over grænsen. Turen var ikke kun en fysisk udfordring for menneskene, men også for den ældre hund Pulya. Den gamle schæfer faldt gentagne gange og havde svært ved at rejse sig.
Alisa bad forskellige bilister om hjælp, men hver gang fik hun det samme svar: hundene måtte efterlades. Men det var ikke en mulighed for hende. “Vores hunde er familie,” siger Alisa følelsesladet. “Min mors hund, Kolt, er det eneste hun har tilbage fra sit tidligere liv.” I en ultimativ handling af kærlighed og opsparing besluttede Alisas mand at bære Pulya de resterende 17 kilometer på sine skuldre, gennem den bidende kulde, til den polske grænse.
Dette indlæg på Instagram se
Det var en heroisk indsats, men da de endelig nåede grænsen, måtte han til sidst tage afsked med den trofaste hund. Smerten ved det øjeblik var uudholdelig for Alisa. “Jeg har mistet så meget. Min far er væk, og nu må jeg også efterlade min mand ved grænsen. Mit hjerte er knust, for jeg har aldrig været uden ham,” fortæller hun med tårer i øjnene.
Alisa ved endnu ikke, hvad hendes næste skridt vil være. Hun overvejer at blive i Polen eller at rejse videre til Tyskland, som mange af hendes kolleger har gjort. Alligevel ligger hendes hjerte i Ukraine. “Jeg ville helst være i Ukraine, sammen med min mand og min afdøde far. Så snart det er sikkert, vil jeg vende tilbage for at sikre, at min far får den bedst mulige begravelse,” siger hun fast.
Historien om Alisa og hendes familie har berørt mange mennesker. Tusindvis af mennesker deler deres medfølelse og forståelse på sociale medier. Mange mennesker lader vide, at de ville gøre det samme for deres elskede kæledyr. “En hund er en del af familien; man efterlader ikke den,” er en almindelig reaktion.
Alisas historie er en stærk påmindelse om de dybe bånd, mennesker har med deres kæledyr, og de ofre, de er villige til at gøre, selv under de sværeste omstændigheder. Det illustrerer den brudtbare modstandskraft hos den menneskelige ånd og den kærlighed, der holder familier sammen, selv i krigstid.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
