“Vær venlig at lad være med at være så fjollet,” siger Jeroen, mens vores fem-årige søn Mees ser op på mig med tårer i øjnene. Han havde lige væltet sit tårn af klodser og var tydeligt skuffet. “Drenge græder ikke over sådan noget småt,” tilføjer Jeroen, som om det er en universel regel. Jeg kan mærke mine muskler spænde op.
Jeg sukker, men sluger mine ord. Dette sker oftere end jeg ønsker. For Jeroen synes gråd at være noget, man kun gør ved store problemer, mens jeg gerne vil have, at Mees lærer, at følelser er okay. “Hvad gør det, hvis han lige er trist?” spørger jeg forsigtigt.
Jeroen trækker på skuldrene og siger: “Fordi han ellers aldrig lærer at være stærk. Livet er ikke altid nemt.”
Stødende synspunkter
Denne samtale har vi haft før. For mig er det vigtigt, at Mees føler, at han må være sig selv, inklusive sine tårer. Jeroen tænker anderledes. Han er opdraget med ideen om, at det at vise følelser er en svaghed, især hos drenge. “Du kan græde, hvis du virkelig har ondt,” siger han ofte, “men ikke over hver lille ting.”
Jeg forstår på en måde, hvor han kommer fra. Hans far sagde sandsynligvis det samme til ham tidligere. Alligevel føles det ikke rigtigt for mig. Det sidste, jeg ønsker, er, at Mees en dag skammer sig over at græde.
Et lille skridt fremad
Den aften, da Mees ligger i seng, prøver jeg at tage emnet op igen. “Ved du,” begynder jeg, “jeg synes, det er godt, hvis vi viser Mees, at det er okay at have det trist. Det betyder ikke, at han er svag, men at han tør føle.”
Jeroen ser på mig, tydeligvis ikke overbevist. “Men hvad hvis han bliver ved med at græde over alt? Hvordan lærer du ham så, hvad der virkelig er vigtigt?”
Jeg smiler lidt. “Måske ved at forklare ham, at ikke alt er værd at græde over, uden at give ham følelsen af, at det er forkert at græde.”
Han tænker et øjeblik og nikker så langsomt. “Okay, måske har du en pointe. Men jeg synes stadig, det er svært at se.”
Små sejre
Dagen efter bryder Mees igen ud i tårer. Denne gang fordi hans yndlingsbamse ikke måtte med i skole. Jeg venter, spændt på Jeroens reaktion. Til min overraskelse bøjer han sig ned mod Mees og siger roligt: “Jeg forstår, at du ikke kan lide det, men du kan se din bamse igen senere.”
Mees hulkede lidt, men ser ud til at være trøstet af Jeroens ord. Jeg smiler til Jeroen. Det er måske et lille skridt, men et vigtigt et. Måske, måske kan jeg vise ham, at selv ‘store drenge’ må græde.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!