For mange mennesker er ferien tiden til at prøve nye ting. Man møder andre mennesker, opdager smukke steder og smager på mad, man aldrig spiser derhjemme. Men det er ikke alle, der ser sådan på det. Tværtimod længes nogle mennesker efter det velkendte. Efter en kop te, en simpel sandwich og en hollandsk kartoffel i rette tid.
Det samme gjorde 67-årige Marianne de Groot fra Woerden. I maj bestilte hun en all-inclusive-ferie til et hotel i Sydspanien nær Málaga sammen med sin datter og to niecer. På papiret lød det som en drøm: sol, hav, mad inkluderet og ingen bekymringer. Men drømmen blev hurtigt forvandlet til frustration, da det viste sig, at der ikke var en eneste hollandsk ret på menuen. “Ingen krymmel, ingen ost, ingen kroketter. Ikke engang almindeligt brunt brød. Jeg følte, at jeg var i en anden verden,” siger Marianne oprigtigt skuffet.
“Bare ris og mærkelige saucer”
Fra den allerførste morgenmad følte Marianne sig fortabt. “En morgen kunne man vælge mellem hvide bønner i tomatsauce, noget, der lignede en omelet, og små sandwiches uden pålæg,” siger hun. “Ingen peanutbutter, ingen marmelade og ikke engang almindelig te. Alt var krydret eller surt. Jeg kunne ikke bruge det til noget.”
Marianne har en følsom mave. Hun lider af irritabel tyktarm og er nødt til at være meget opmærksom på, hvad hun spiser. “Jeg er ikke kræsen, jeg er forsigtig. Men det forstod de slet ikke,” siger hun. “Alt var blandet sammen, og ingen steder stod der, hvad det var. Det gør det svært, især hvis man ikke taler spansk.”
Hvad der gjorde det værre: Ifølge Marianne bestod aftensmaden ofte af retter som paella, fisk med hoved og det hele, kolde salater med ukendte grøntsager eller kød i tyk sovs. “Jeg har ikke noget imod udenlandsk mad, men ris og mærkelige saucer hver dag? Det blev bare for meget for mig.”
En aften havde hotellet arrangeret en “spansk aften”. Marianne sukker dybt, når hun tænker tilbage på det. “De havde lavet tapas. Alt var på små tallerkener. Oliven, pølse, blæksprutte. Ting, jeg virkelig ikke kan lide. Jeg følte mig fortabt i min egen ferie.”
“En kroket eller en gryderet ville have gjort underværker.”
Løftet om all-inclusive mad gav hende i første omgang ro i sindet. “Jeg tænkte: Så behøver jeg ikke at bekymre mig, der vil altid være noget, jeg kan lide.” Men det gik galt. “En gang havde de pommes frites. En eneste gang! Og de var lunkne og kedelige. Ingen mayo, ingen ketchup, ingenting.”
Da hun næsten ikke kunne spise noget fra buffeten, besluttede Marianne sig for at kigge uden for døren efter nogle mere velkendte smage. “Jeg endte med at lede i tre forskellige supermarkeder efter noget hollandsk mad. Et glas jordnøddesmør eller noget yoghurt uden tilsat smag. Det var der bare ikke. Til sidst lykkedes det mig at finde noget rugbrød hos en tysk bager. Så græd jeg næsten af lykke.”
Og det stoppede ikke ved maden. De drikkevarer, der var inkluderet i all-inclusive-pakken, var også meget skuffende. “Der var vin, øl og noget, de kaldte sangria, men det smagte som limonade med en underlig eftersmag. Jeg ville bare have et glas cassis eller en kop kaffe som derhjemme.”
Marianne kan godt lide en blanding af afslapning og struktur. Hun havde håbet, at hotellet ville give hende den tryghed. “Jeg tænkte: hyggelig læsning ved poolen, tre måltider om dagen, spille nogle spil. Men når man er sulten, er der ikke noget, der er sjovt.”
“For de penge kunne jeg være taget til Texel”
Rejsen til Sydspanien kostede Marianne over 800 euro. Dertil kom 60 euro i turistskat. Og fordi hun var nødt til at købe ekstra mad og drikke uden for hotellet, endte hun med at lægge næsten 500 euro oveni. “For de penge kunne jeg bare være taget til Texel. Der har man i det mindste grønkål, hvis man vil have det,” siger hun og trækker på skuldrene.
Ifølge Marianne var hotellet ellers heller ikke din kop te. “Det var rent, ja. Men sengene knirkede, døren til badeværelset kunne ikke lukkes ordentligt, og vi skulle gå på trapper hele tiden. Ingen elevator, og jeg har slidgigt.”
Hun er ikke den eneste med klager, opdagede hun senere. “På hjemmesiden så jeg anmeldelser fra folk, som også klagede over maden, afstanden til stranden og de indelukkede værelser. Set i bakspejlet tænker jeg: Hvis jeg bare havde læst det tidligere.”
“Næste gang skal du bare nyde at tage til Zeeland”
Tilbage i Holland har Marianne lært sin lektie. Ikke flere fjerne ferier uden en velkendt bid. “Næste gang booker jeg bare en hytte i Zeeland. Dejlig cykling, madlavning for mig selv og ingen, der tvinger mig til at spise kikærter eller blæksprutte.”
Så prøver hun igen at se det fra den lyse side. “Det var sjovt med min datter og mine niecer. Vi grinede meget, især bagefter. Men nu ved jeg med sikkerhed, at all-inclusive ikke er noget for mig, medmindre der også bare er grønkål og røget pølse på menuen.”
For dem, der tror, at ferie handler om eventyr: For Marianne handler det om tryghed, anerkendelse og en godt fyldt mave. Og for hende inkluderer det simpelthen en sandwich med jordnøddesmør.
