Et liv lang, sådan føles det. Men om det stadig er et godt liv? Det spørger hun sig selv oftere og oftere. Hugo er ikke den mand, hun engang troede, hun ville blive gammel med. Han er blevet hårdere, mere gnaven, og nogle gange direkte ubehagelig. Alligevel går hun ikke.
Et ægteskab fyldt med vaner
“Vi var unge, da vi mødte hinanden,” fortæller Marie. “Jeg var atten, han var tre år ældre. Da jeg var 21, giftede vi os. På det tidspunkt vidste jeg ikke bedre. Hugo havde en stærk vilje, kunne være dominerende, men han tog godt vare på mig. Han havde et stabilt job, glemte aldrig min fødselsdag og lod mig aldrig tvivle på sin loyalitet. Var det ikke det, man søgte hos en mand?”
År efter år fungerede deres liv fint. Der var travle dage med arbejde, børn og sociale forpligtelser. “Vi levede ved siden af hinanden, men det var fint. Han gjorde sit, jeg gjorde mit. Vi stødte ind i hinanden en gang imellem, men det gik.”
Nu er alt anderledes. Børnene er for længst fløjet hjemmefra, Hugo er pensioneret, og Marie har sin egen hverdag. Men Hugo? Han ser ikke ud til at vide, hvad han skal gøre med sig selv. “Han brokker sig, snapper af, og kan nogle gange vandre rundt i dagevis uden at sige et ord. Jeg ved ofte ikke engang hvorfor. Hvis jeg gør noget forkert – eller i hans øjne gør jeg noget forkert – så lader han mig tydeligt mærke det. Det gør mig træt.”
Frygten for at være alene
Alligevel forlod Marie ikke Hugo. Tankerne om at blive gammel alene skræmmer hende. “Mine veninder siger, at jeg stadig har et helt liv foran mig. Men jeg ser det anderledes. Vil jeg virkelig bo i en lille lejlighed alene et sted? Huset, hvor vi bor, er stort og dejligt, jeg har mine minder her, mine ting. Måske er jeg lidt materialistisk, men komfort er også vigtigt.”
Desuden håber hun stadig på forandring. “Hvem ved, måske bliver han mere sociabel igen. Måske er det en fase. Måske, hvis jeg lader ham være i fred, bliver han mindre humørsvingende.”
At holde fast i det velkendte
Marie’s børn forstår ikke hendes valg. De siger, at hun fortjener bedre, at hun skal kræve respekt. Men Marie kan ikke forestille sig et andet liv. “Jeg kender dette liv. Jeg ved, hvad jeg har. Usikkerheden ved noget nyt er meget mere skræmmende end ubehaget ved at blive.”
Så hun bliver. Håbende på at Hugo bliver blødere. Håbende på at de skarpe kanter forsvinder. Og måske, måske hvis hun bare venter længe nok, vil han blive den mand, hun engang troede, hun ville blive gammel med.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
