Vi lever i en tid, hvor verden ændrer sig hurtigere og hurtigere, og ikke altid til det bedre. Klimaændringer, udtømning af naturressourcer og forurening bliver kun værre. For mig er der én årsag, der forstærker alle disse problemer: overbefolkning. Derfor mener jeg, at vi skal indføre et lovgivningsmæssigt maksimum: to børn pr. familie. Ja, det lyder drastisk, men nogle gange er radikale foranstaltninger nødvendige for at sikre fremtiden for vores planet.
Hver gang jeg ser nyhederne, ser jeg rapporter om stigende CO2-udledning, skovrydning og tab af biodiversitet. Selvfølgelig kan vi som samfund forsøge at tilpasse vores adfærd. At spise mindre kød, køre elektrisk og forbyde plastik er alle gode initiativer, men jeg mener, at de ikke er tilstrækkelige. Så længe verdens befolkning fortsætter med at vokse, vil problemerne også vokse. Hvordan kan vi nogensinde reducere vores indvirkning på planeten, når der konstant kommer flere mennesker?
Ideen om at begrænse antallet af børn pr. familie vækker selvfølgelig modstand. Folk føler sig hurtigt angrebet, når man taler om deres familieplanlægning. Det berører dybt personlige ønsker og kulturelle normer. Men jeg tror, at vi ikke må miste det større billede af syne. Vi kan ikke fortsætte med at undgå diskussionen, fordi det er et følsomt emne. Hvis verdens befolkning fortsætter med at vokse, må vi alle lide konsekvenserne, uanset om vi vil eller ej.
Mange glemmer, at hvert barn, der bliver født, også har et økologisk fodaftryk. Selvfølgelig er det dejligt at drømme om en stor familie med tre, fire eller endda fem børn. Men hvert af de børn har brug for mad, vand og husly. De vil vokse op og måske selv få børn. Indflydelsen fra det valg strækker sig meget længere end ét liv. Vi må tænke over, hvad jorden stadig kan klare.
Se på presset på vores byer. Overalt ser du, at boligpriserne stiger, fordi der simpelthen ikke er nok plads til alle. Folk må bo længere uden for byen og køre i timevis til arbejde hver dag. Kødannelse bliver længere, offentlig transport bliver overfyldt, og naturområder må give plads til boliger. Dette er alle direkte konsekvenser af befolkningstilvækst. Et maksimum på to børn pr. familie kunne bremse denne vækst og gøre vores byer beboelige.
Jeg ved, at nogle mennesker vil komme med modargumenter. De siger, at lande som Japan og Italien netop kæmper med en faldende befolkning og en aldrende befolkning. Det er faktisk sandt, men jeg ser ikke det som en grund til at ignorere hele debatten om overbefolkning. I mange dele af verden vokser befolkningen faktisk eksponentielt, især i udviklingslande. Og også i Nederlandene fortsætter presset på plads og natur at stige. Det er ikke sort-hvidt.
Nogle hævder, at teknologiske innovationer vil redde os. De tror, at vi gennem smart brug af teknologi og mere effektiv brug af ressourcer kan fortsætte med at give alle føde og forsyninger. Men det er et væddemål, vi ikke kan tage. Hvad hvis disse løsninger ikke kommer hurtigt nok? Hvad hvis forudsigelserne viser sig at være for optimistiske? Har vi råd til at satse alt på teknologiske gennembrud, mens klokken tikker?
Efter min mening er det at begrænse antallet af børn faktisk en måde at påtage sig ansvar på. Vi må tørre at tænke på fremtiden for vores børnebørn. De vil mærke konsekvenserne, hvis vi ikke handler nu. Og ja, det er smertefuldt at tænke på regler, der påvirker vores personlige valg, men det gælder for mange regler, der er designet til at tjene det fælles bedste.
Kina forsøgte engang noget lignende med deres etbarnspolitik, og mange bruger det som et eksempel på, hvorfor et børnemaksimum ikke virker. Men den politik var måske for streng og rigide. Jeg pleder ikke for et forbud mod mere end to børn, men for et incitament til at holde familier mindre. Tænk på skattemæssige fordele for familier med ét eller to børn, og mindre støtte til større familier. På den måde giver du folk stadig et valg, men sender dem mod en mere bæredygtig fremtid.
Nogle mennesker siger, at vi primært bør fokusere på at tackle fattigdom og ulighed, da det i sidste ende også vil bremse befolkningstilvæksten. Og det er jeg enig i. Uddannelse og muligheder for kvinder er afgørende for at få fødselsraterne til at falde globalt. Men det er langsigtede løsninger, mens klima- og overbefolkningproblemer allerede er brændende aktuelle. Vi kan ikke blive ved med at vente, indtil fattigdom er løst overalt. Der er mere, der skal gøres.
Desuden, hvis man ser på det gennemsnitlige forbrug af mennesker i velstående lande som Nederlandene, kan man se, at vores indvirkning pr. person er langt højere end i fattige lande. Det gør det endnu vigtigere at dæmpe vores befolkningstilvækst. Hver ny hollænder forbruger meget mere vand, energi og ressourcer end nogen i et udviklingsland. Hvis vi fortsætter med at vokse, presser vi også uforholdsmæssigt på planeten.
Jeg ved, at indførelsen af et maksimum på to børn pr. familie i Nederlandene ikke virker realistisk. Folk værdsætter deres frihed til selv at bestemme, hvordan deres familie ser ud. Men vi bør i det mindste tage diskussionen. Vi må spørge os selv, hvad der er vigtigere: ret til at få så mange børn, man vil, eller ansvaret for at holde vores planet beboelig for fremtidige generationer?
Måske er min idé for radikal lige nu, måske er samfundet endnu ikke klar. Men jeg tror, at vi er nået til et punkt, hvor vi skal stille os selv alvorlige spørgsmål. Hvor mange mennesker kan jorden stadig bære? Og hvilke ofre er vi villige til at bringe for at holde den i balance? Hvis vi virkelig bekymrer os om fremtiden for vores børn, så bør vi tænke over, hvor mange vi ønsker at efterlade her.
Hvad mener du om Marks mening? Lad det vide i kommentarerne på Facebook!
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
