Jeg er Marleen, 41 år, og jeg må have noget af mit hjerte.
Min mand, Peter, nægter at arbejde i længere tid. Imens er det mig, der betaler alle regningerne, bærer det økonomiske ansvar og jeg får mere og mere følelsen af, at jeg er den eneste voksne i dette forhold. Jeg elsker ham, det er der ingen tvivl om, men dette kan ikke fortsætte.
Hvordan det begyndte
Da Peter og jeg lærte hinanden at kende, havde vi begge et job. Vi delte omkostningerne retfærdigt, og selv da jeg begyndte at tjene mere, føltes det ikke som et problem. Vi var et team. Hvis jeg betalte mere for ferien eller middagen, var det helt i orden, for han bidrog også, hvor han kunne.
Men det ændrede sig for et par år siden. Peter blev utilfreds med sit arbejde og besluttede at sige op. Det var en stressende tid for ham, og jeg støttede ham fuldt ud. Alle fortjener chancen for at genfinde sig selv, ikke? Han ville tage sig lidt tid til at tænke over sin karriere og finde noget, der gav ham mere tilfredsstillelse.
Men denne pause varede længere end forventet. Først et par måneder, så et år. Nu er det mere end to år siden, han sidst har arbejdet. Og jeg? Jeg arbejder fuld tid, betaler alle regningerne og føler presset vokse dag for dag.
Alt kommer ned på mine skuldre
Hypoteklånet, elregningen, forsikringerne, dagligvareindkøbene – det hele havner på mit bord. Heldigvis er min løn tilstrækkelig, men det gør situationen ikke mindre frustrerende. Jeg arbejder hårdt, nogle gange mere end 40 timer om ugen, for at sikre, at vi kan fortsætte med at leve et godt liv. Men på nogle dage føles det, som om jeg alene driver husstanden, mens Peter passivt ser til.
Hvad der gør det endnu mere smertefuldt, er hans holdning. Når jeg tager emnet op, afviser han det. “Du tjener jo nok til os begge,” siger han. Eller: “Jeg tager mig jo af husstanden?” Men det føles også skævt, for efter en lang arbejdsdag er jeg stadig den, der handler ind, laver mad og hjælper til i huset.
Det føles uretfærdigt. Som om mit bidrag er blevet en selvfølge, uden nogen anerkendelse eller værdsættelse.
Den følelsesmæssige pris, det kræver
Situationen påvirker mig dybt, ikke kun økonomisk, men også følelsesmæssigt. Jeg føler mig udmattet, både mentalt og fysisk. Dette er ikke det partnerskab, jeg havde forestillet mig. Jeg føler mig stadig mindre set, som om jeg er blevet reduceret til “brødføderen” og ikke længere den kvinde, jeg engang var.
Det der måske gør ondt mest, er manglen på respekt. Jeg sliter mig ud for at sikre, at vi har et stabilt liv, men det virker som om, Peter ikke engang værdsætter det. Ingen “tak”, ingen tegn på anerkendelse. Han ser ud til at være fastlåst i denne rolle, som om det er normalt, at jeg betaler for alt.
Nogle gange føler jeg mig skyldig for at tænke sådan. Han er min mand, jeg elsker ham. Men kærlighed alene er ikke nok, når byrderne er så skævt fordelt.
Hvorfor arbejder han ikke længere?
Og det frustrerende? Der er ingen klar grund til, at Peter ikke arbejder. Han er sund, både fysisk og mentalt. Der er ingen medicinske begrænsninger, der holder ham tilbage. Men motivationen ser ud til at være helt forsvundet.
Han siger, at han “stadig søger efter, hvad han virkelig vil” og “ikke har lyst til et job, der gør ham ulykkelig.” Og selvom jeg har forståelse for vigtigheden af arbejdsglæde, er der også praktiske forpligtelser, man ikke kan ignorere. Det føles som om, han har gjort sig komfortabel i situationen, mens jeg bærer stresset.
Spændingerne stiger
Det økonomiske pres har en kolossal indvirkning på vores forhold. Diskussioner om penge bliver oftere til skænderier. Små irritationer hober sig op. Jeg begynder at få følelsen af, at jeg ikke længere lever sammen med en partner, men med en, der læner sig op ad mine anstrengelser uden at bidrage med noget.
Jeg er træt af altid at være den ansvarlige. Det føles som om, jeg alene holder et skib flydende, mens han ser til fra sidelinjen. Sådan ser jeg ikke et forhold.
Jeg har prøvet alt
Jeg har prøvet at tage samtalen roligt. Først kærligt, forstående. Derefter mere direkte, med klare anmodninger. Jeg foreslog, at han i det mindste skulle finde et deltidsjob eller lave frivilligt arbejde for at komme ind i et arbejdsmønster igen. Men hver gang fik jeg undvigende svar: “Jeg kigger snart,” eller “Det skal nok gå.”
Jeg har endda foreslået, at vi sammen skulle lave en økonomisk plan, så han kan se, hvor hårdt det egentlig er. Men det blev også afvist. “Vi klarer os da fint sådan?” Nej, jeg klarer mig. Og det er problemet.
Hvad nu?
Jeg står på et punkt, hvor jeg spørger mig selv: Hvor længe kan jeg holde dette ud? Kærlighed betyder at tage sig af hinanden, men også lighed. Dette føles som alt andet end et ligeligt forhold. Jeg vil ikke længere være den, der alene bærer alt, uden støtte, uden anerkendelse.
Måske er det tid til at sætte hårde grænser. Ikke fordi jeg ikke elsker Peter, men fordi jeg skal have respekt for mig selv. At arbejde er en del af det voksne liv, og det burde ikke være unfair, at én person bærer hele byrden, mens den anden forbliver passiv.
Hvad ville I gøre?
Jeg undrer mig over, om andre kan genkende sig selv i dette. Har I nogensinde haft en partner, der nægtede at arbejde? Hvordan har I håndteret det? Er det tid til at stille et ultimatum, eller ser jeg noget overordnet?
Del venligst jeres erfaringer eller tips. Måske kan jeres perspektiv hjælpe mig med at træffe den rigtige beslutning. For ærligt? Sådan kan det ikke fortsætte.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!