At have sin egen have er en drøm for mange: et stykke natur, hvor man selv har kontrol. Men for Astrid (61) er hendes have ikke altid den oase af ro, hun har forestillet sig.
Det, der gang på gang irriterer hende, er de store mængder blade, der fra naboens træ bliver ved med at dække hendes have. Hver efterår virker det som om, at hendes have ligner mere en skovbund, med blade der hober sig op i hendes blomsterbede, på hendes terrasse og endda i hendes dam. På trods af hendes anmodninger om at få trimmet træet, nægter naboerne at tage affære.
Astrid har altid elsket sin have. Hun nyder at pleje sine blomster og elsker at sidde med en bog på sin terrasse. Men siden naboens træ vokser højt over hendes have, er vedligeholdelsen blevet meget mere intens.
Hver dag tager hun en kost og fejer bladene væk og forsøger at holde sin dam ren. Dog er det som at tørre op med hanen åbent; så snart der blæser en vindstød, falder der igen titusinder af blade ned på hendes omhyggeligt passede kanter og den netop rengjorte terrasse.
Hun har venligt bedt sine naboer om at trimme træet. “Det er et smukt træ, det må jeg sige,” siger Astrid. “Men jeg får alle deres blade med.” Naboerne ser dog ikke ud til at tage hendes bekymringer alvorligt. “Blade hører jo til efteråret,” var deres eneste reaktion, hvorefter de lakonisk tilføjede, at lidt natur da ikke kunne skade.
Efter uger med bladryddelse og forgæves anmodninger begynder Astrid at finde situationen mere og mere tung. Hun forstår, at et træ er smukt og værdifuldt, men også at vedligeholdelse af en have tager meget tid. Derudover ønsker hun ikke flere opgaver, som træet giver hende. “Jeg vil ikke stå med kosten hver weekend,” sukker hun. “Dette er min have, ikke kompostbunken fra deres træ.”
Hun overvejer nu at skrive et formelt brev og påpege sin gene. Måske kan hun inddrage en mægler eller tage problemet op på et nabomøde i håbet om, at naboerne forstår, hvor stort problemet er.
Men hun tøver også: Skal hun virkelig tage det skridt, eller ville det blot forværre forholdet? Hun vil ikke have skænderier med sine naboer, men hun mener også, at hun har ret til en have, hvor hun kan nyde sig selv uden konstant at skulle rydde op.
Det forbliver et vanskeligt spørgsmål. Astrid føler sig slynget frem og tilbage mellem forståelse for naturen og sin egen frustration over det fortsatte vedligehold. Hver gang hun fejer bladene sammen og ser, hvordan de igen daler ned fra træet, tænker hun: hvorfor er det så svært at tage hensyn til hinanden?
Måske kan hun stadig spørge naboerne om at finde en løsning sammen eller invitere dem til en dag med at hjælpe med bladene. For til syvende og sidst ønsker hun bare at kunne nyde sin have uden at føle, at hun konstant kæmper mod naturen.
For nu håber Astrid på en forandring – enten fra sine naboer, eller måske fra vindretningen.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
