Loes nyder sin tid med sit barnebarn, men bekymrer sig alligevel om hans pleje. Hun synes, han ofte ser forsømt ud og ser det næsten som en form for forsømmelse. Selvom hun elsker sin barnebarn, kan hun ikke lade være med at tænke på, at hans forældre, især hendes svigerdatter, ikke ser ud til at lægge meget vægt på hans udseende.
Da Loes selv blev mor, var pleje af hendes børn en prioritet. Hun husker tydeligt, hvordan hun altid satte gel i håret på sin søn og sendte sin datter i skole med smukke fletninger. Disse færdigheder havde hun lært af sin tante, og hun nød at anvende dem på sine egne børn. Loes var overbevist om, at velplejede børn ville gå ud i verden med selvtillid, og hun forventede ikke mindre af sine egne børn, når de blev forældre.
Til sin forbløffelse så Loes, at hendes søn, der nu selv er far, ikke havde overtaget denne opmærksomhed på pleje. Hendes barnebarn syntes næsten at være forsømt om morgenen. Håret sad rodet, hans negle var ofte for lange, og hans ansigt så ikke altid rent ud. Loes undrede sig over, hvorfor hendes svigerdatter, der altid så pæn ud selv, ikke gav sin søn den samme opmærksomhed. Dette var en kilde til frustration for Loes, især fordi hun så, hvordan hendes søn og svigerdatter brugte meget tid på deres eget udseende.
Når Loes passer sit barnebarn, tager hun altid plejen alvorligt. Hun sørger for, at han bliver badet, at hans hår bliver vasket, og at hans ansigt bliver ordentligt rengjort. Loes klipper også ofte hans negle, som hun mener er for lange. Hun ser det som sit ansvar at sikre, at hendes barnebarn ser velplejet ud. I hendes øjne nærmer det at undlade personlig pleje sig forsømmelse, noget hun er stærkt imod.
Situationen blev så belastende for Loes, at hun besluttede sig for at tage emnet op. Selvom hendes mand helst ville undgå konfrontationen, mente Loes, at det var tid til at tale om det.
Under en søndagsmiddag lagde hun problemet på bordet. Hun spurgte sin søn og svigerdatter, hvorfor de lagde opmærksomhed på deres eget udseende, men ikke på deres søn. Samtalen var besværlig, og som Loes havde frygtet, følte hendes svigerdatter sig angrebet. Hun blev defensiv og sagde, at de ikke forsømte deres barn, men at det nogle gange gled. Hendes søn indrømmede til sidst, at Loes havde ret og lovede forbedring.
Selvom samtalen gav håb om forandring, kom den desværre ikke. Loes bemærkede, at der efter den konfrontation var lidt, der ændrede sig i plejen af hendes barnebarn. Hun forblev den eneste, der virkelig lagde opmærksomhed på hans personlige hygiejne. Alligevel er Loes taknemmelig for, at hun bor tæt på, så hun regelmæssigt kan hjælpe sit barnebarn. Hun tager det på sig at lære sit barnebarn, hvordan han skal pleje sig selv, i håbet om, at han vil tage disse vaner til sig, efterhånden som han bliver ældre.
Hver bedsteforælder ønsker det bedste for deres børnebørn, og Loes er ingen undtagelse. På trods af skuffelsen over, at hendes søn og svigerdatter ikke helt tager ansvar for plejen af deres barn, forbliver hun beslutsom. Hun håber, at hendes barnebarn, gennem hendes dedikation og omhu, til sidst vil lære de rigtige plejevaner. For Loes er det en udfordring, men hun er villig til at fortsætte den, så længe hendes barnebarn har brug for hende.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!