En rolig aften derhjemme

At tilbringe en rolig aften derhjemme er for mange ugens højdepunkt, især efter travle arbejdsdage og fulde kalendere. Men for Eveline (52) er den ro langt væk. Hver fredag- og lørdag aften er der fest hos hendes naboer. Hvad der engang syntes at være en engangssjov, er blevet en ugentlig rutine. Høj musik, råbende stemmer og latterbrøl, der lyder til sent om natten – hver gang igen. Når Eveline konfronterer sine naboer om dette, får hun dog lidt forståelse. “Du skal ikke være så sur,” er deres eneste svar, som om hendes behov for ro er mindre vigtigt end deres uendelige festlighed.

I begyndelsen prøvede Eveline at have forståelse for situationen. Alle har trods alt en gang imellem lyst til at feste og afslutte ugen godt med venner og musik. Men når det ugentlige festbrus hver gang fortsætter langt efter midnat, bliver situationen svær for hende at holde ud. Hun ligger ofte vågen, lytter ubevidst med til samtalerne og forsøger samtidig at dæmpe lydene med en pude over hovedet. “Jeg føler mig nogle gange som en beboer af diskoteket ved siden af,” sukker Eveline. “Men det her er mit hjem, mit fristed, og det bliver hele tiden forstyrret.”

Efter nogle søvnløse nætter besluttede hun endelig at tage en snak med naboerne. Hun forklarede, at hun har forståelse for deres festlighed, men at støjen alvorligt forstyrrer hendes nattesøvn. Men i stedet for et seriøst svar blev hun afvist med en latterlig kommentar. “Åh, vær ikke så sur,” råbte de, som om hendes klage ikke havde nogen værdi. “Det er da bare hyggeligt?” Eveline følte sig latterliggjort og ikke hørt, som om hendes eneste mulighed var at tilpasse sig deres livlige weekender.

Problemet er ikke kun musikken, men også de konstante lyde fra deres gæster, der står udenfor og snakker, ryger og griner. Eveline kan knap nok slappe af i sin egen stue, for ikke at tale om soveværelset, der grænser op til naboernes have. Hun har prøvet at bruge høreværn og endda spille hvid støj for at maskere lyden, men intet ser ud til at hjælpe. Festbruset fortsætter bare, uge efter uge.

Eveline spørger sig selv, hvor langt hun endnu skal gå. Hun har en trang til at indgive en formel klage til boligforeningen eller endda kommunen for at få støjen dokumenteret. Alligevel tøver hun: hun ønsker ikke at skabe stridigheder i nabolaget eller blive “klageren” i gaden. Men hendes tålmodighed slipper op, og hun føler, at hendes naboer slet ikke tager hendes situation alvorligt.

Nu står Eveline over for et svært dilemma. Skal hun fortsætte med at forsøge at finde et kompromis med mennesker, der ikke synes at ville forstå hendes ubehag, eller skal hun tage spørgsmålet op officielt? Hendes boligområde skulle være et sted, hvor hun kan finde ro, men i stedet bliver hun hver uge rystet af en lavine af lyde. Hun ønsker ikke at være “sur”, men også hendes behov for ro fortjener respekt.

Eveline håber på en løsning, for denne situation æder af hendes energi og velvære. Hun spørger sig selv, hvorfor naboerne ikke indser, hvor forstyrrende deres adfærd er, og håber, at de til sidst er villige til at tage hensyn til hende. For i sidste ende ønsker hun blot at nyde sin weekend, ligesom alle andre, men så i ro.

Hvad ville I gøre i en sådan situation? Skal Eveline fortsætte med at tale venligt med sine naboer, eller er det tid til et mere seriøst skridt? Efterlad din kommentar nedenfor og del dit råd! Eveline kan virkelig bruge det.

Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!