Mona sad på kanten af sengen, mens hendes tiårige søn, Sam, krøb sammen ved siden af hende. Det var næsten midnat, og trætheden i hendes krop var næsten uudholdelig. Hun kiggede på Sam, hvis store brune øjne var fyldt med en blanding af frygt og træthed. Hver aften var den samme. Sam ville gerne sove hos sine forældre, men Mona begyndte at spekulere på, om det var normalt for et barn i hans alder.
Sam havde altid haft en følsom natur, men frygten for at være alene virkede til at være blevet værre de sidste måneder. Det begyndte med lejlighedsvise anmodninger om at få lov til at sove hos dem under urolige nætter. Efterhånden voksede dette dog til et fast mønster.
Hver aften, når det var tid til at gå i seng, kunne Mona se det bekymrede blik i Sams øjne, når han så hen mod sit eget værelse. “Mor, må jeg sove hos jer? Jeg er bange for at være alene,” spurgte han hver nat igen.
Mona og hendes mand, Tom, havde prøvet forskellige strategier for at berolige Sam. De havde sat natlamper op, etableret rolige sengetider og endda talt med ham om hans frygt. De havde også søgt professionel hjælp; en børnepsykolog havde anbefalet at skabe en beroligende rutine og give positive bekræftelser.
På trods af deres indsats syntes der at være lidt forbedring. Sam blev ved med at komme hen til deres seng hver nat, og til sidst gav Mona og Tom efter, ofte af ren udmattelse, og lod ham sove hos dem i sengen.
Situationen begyndte at frustrere Mona. Hun spekulerede på, om hun måske gjorde noget forkert. Måske var de for eftergivende, eller måske havde de valgt den forkerte tilgang. Hun bemærkede, at Tom, til trods for hans tålmodighed, også blev mere og mere frustreret. Efter en lang arbejdsdag havde han ofte ikke energien til at håndtere Sams frygt. Dette førte til spændinger mellem dem og gav Mona endnu mere stress.
En aften, efter endnu en nat, hvor Sam lå ved siden af deres seng, talte Mona åbent med Tom. “Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre,” sagde hun. “Er det normalt, at et barn på 10 år sover i vores seng hver nat? Har vi måske overset noget i hans udvikling? Måske burde vi virkelig tale med nogen om, hvad vi skal gøre nu.”
Tom nikkede. “Jeg tror, vi har brug for hjælp. Vi har allerede prøvet meget, men tilsyneladende virker intet rigtigt. Måske skal vi finde en børnepsykolog for at se, om der er dybere problemer.”
Med en følelse af lettelse, fordi de ikke var alene i deres søgen efter en løsning, begyndte Mona at søge hjælp online. Hun opdagede flere fora og artikler, hvor forældre delte deres erfaringer om lignende situationer.
Det, der faldt hende i øjnene, var, at frygten for at være alene blandt børn på Sams alder ikke var usædvanlig. Mange forældre havde rapporteret, at deres børn kæmpede på samme måde, ofte som følge af stress eller store forandringer i deres liv.
Mona fandt til sidst en børnepsykolog, der var specialiseret i angstlidelser hos børn. Efter et par sessioner konkluderede teamet, at Sams frygt ikke var usædvanlig, men at det var vigtigt at hjælpe ham skridt for skridt med at overvinde sin frygt.
De udarbejdede en plan, der skulle hjælpe Mona og Tom med at guide Sam i at lære at sove alene. Planen omfattede en struktureret sengetidsrutine, positive bekræftelser og et belønningssystem for hver nat, han blev i sin egen seng.
Med den nye tilgang in mente begyndte Mona og Tom langsomt at gennemføre ændringer. De indrettede Sams soveværelse igen for at gøre det mere komfortabelt og indbydende. De etablerede en rutine, hvor de hver aften læste en rolig bog sammen med Sam, før han gik i seng, og sørgede for, at han gik i seng på samme tid hver aften.
Derudover introducerede de et belønningssystem. Sam fik et klistermærke på en kalender for hver nat, han sov i sin egen seng. Efter et bestemt antal klistermærker ville han modtage en lille belønning, som ekstra legetid om lørdagen eller en særlig udflugt. Dette system gav Sam noget at se frem til og hjalp ham med at føle sig mere positiv over at sove i sin egen seng.
De første par uger var udfordrende. Der var nætter, hvor Sam stadig kom til deres seng midt om natten. Mona og Tom prøvede at forblive rolige og gentog tålmodigt sengetidsrutinen. De gav positive bekræftelser og mindede Sam om, at han var sikker i sit eget værelse.
Langsomt begyndte Sam at vise forandringer. Selvom der stadig var nætter, hvor han var lidt mere angst, begyndte han at føle sig mere og mere tilpas i sin egen seng. Det tog et par måneder, før mønstret med at komme til deres seng hver nat ophørte, men fremskridtene var tydelige.
Mona og Tom var lettede over at have fundet en løsning, der virkede, selvom det ikke var en hurtig løsning. Det var en proces med tålmodighed, konsistens og kærlig vejledning. De var taknemmelige for, at de havde søgt hjælp og at de nu, skridt for skridt, kunne nyde rolige nætter igen.
Og selvom Sam stadig kom til deres seng af og til, var nætterne nu meget mindre hyppige og frygten meget mindre intens. Det havde været en lang vej, men Mona var stolt af de fremskridt, de havde gjort, og den modstandsdygtighed, som Sam havde vist.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
