Mona sad på kanten af sengen, mens hendes tiårige søn, Sam, krøb sammen ved siden af hende. Det var næsten midnat, og trætheden i hendes krop var næsten uudholdelig. Hun kiggede på Sam, hvis store brune øjne var fyldt med en blanding af frygt og træthed. Hver aften var den samme. Sam ville gerne sove hos sine forældre, men Mona begyndte at spekulere på, om det var normalt for et barn i hans alder.
Sam havde altid haft en følsom natur, men frygten for at være alene virkede til at være blevet værre de sidste måneder. Det begyndte med lejlighedsvise anmodninger om at få lov til at sove hos dem under urolige nætter. Efterhånden voksede dette dog til et fast mønster.
Hver aften, når det var tid til at gå i seng, kunne Mona se det bekymrede blik i Sams øjne, når han så hen mod sit eget værelse. “Mor, må jeg sove hos jer? Jeg er bange for at være alene,” spurgte han hver nat igen.
Mona og hendes mand, Tom, havde prøvet forskellige strategier for at berolige Sam. De havde sat natlamper op, etableret rolige sengetider og endda talt med ham om hans frygt. De havde også søgt professionel hjælp; en børnepsykolog havde anbefalet at skabe en beroligende rutine og give positive bekræftelser.
På trods af deres indsats syntes der at være lidt forbedring. Sam blev ved med at komme hen til deres seng hver nat, og til sidst gav Mona og Tom efter, ofte af ren udmattelse, og lod ham sove hos dem i sengen.
Situationen begyndte at frustrere Mona. Hun spekulerede på, om hun måske gjorde noget forkert. Måske var de for eftergivende, eller måske havde de valgt den forkerte tilgang. Hun bemærkede, at Tom, til trods for hans tålmodighed, også blev mere og mere frustreret. Efter en lang arbejdsdag havde han ofte ikke energien til at håndtere Sams frygt. Dette førte til spændinger mellem dem og gav Mona endnu mere stress. Nysgerrig efter resten af denne artikel? Klik på nedenstående knap for at læse resten!