På en travl lørdag eftermiddag i byen går en ung mor med sin datter i hånden. Eller rettere sagt, ikke helt i hånden. For omkring taljen på pigen sidder en sele med et bånd fastgjort til. Som om hun lufter en lille hund.
Forbipasserende ser forbløffede ud, og et par teenagere begynder at grine. En af dem gøffer endda højt. Moderen lader som om hun ikke hører noget, men på hendes stramme ansigt kan man se, at det påvirker hende.
Hvorfor vælger nogen at lade deres barn gå i snor? Er det ikke trist? Det rejser spørgsmål. Folk kigger efter hende, hvisker indbyrdes, og nogle gange hører hun endda bitske kommentarer. “Stakkels barn,” mumler en ældre dame til sin veninde.
Men hvad ingen ser, er hvad der ville ske, hvis det bånd ikke var der. Dette er ikke bare et barn, der hyggeligt går med og af og til stopper for at se på noget interessant. Nej, dette er en pige, der, så snart hun får chancen, bare ville krydse gaden, løbe ind i en butik eller måske endda løbe efter en cyklist. Det er en pige, der ikke altid forstår verden omkring hende og behandler sanseindtryk på en anden måde.
“Det er ikke fordi, jeg ønsker at have hende i snor,” siger moderen, da hun senere fortæller om de ubehagelige reaktioner. “Men jeg skal holde hende sikker. Hun ser en fugl og løber bare efter den. På et sekund kan hun stå midt i vejen. Jeg kan ikke altid holde hendes hånd fast nok, og selen giver os begge lidt frihed.”
Moderen forklarer, at hun ikke bare har fundet på dette. Det var ikke som om hun tænkte: ‘Åh, lad mig behandle mit barn som en hund.’ Hun havde prøvet alt muligt: strengere regler, tale mere om fare, altid holde hånden. Men intet virkede. Og så hørte hun om andre forældre med børn, der ligesom hendes datter ikke kunne blive stille. Børn, der river sig løs, der vil væk. Hun læste om seler og tænkte: måske skal jeg bare prøve det.
“Først følte jeg mig virkelig som en dårlig mor,” indrømmer hun. “Jeg havde svært ved det. Det føltes så underligt, som om jeg ikke stolede på hende. Men det handlede ikke om tillid, det handlede om sikkerhed. Og da jeg først opdagede, at det gav hende ro, at hun kunne gå med den sele uden konstant at blive holdt tilbage, vidste jeg, at dette virkede for os.”
Hendes datter ser ikke ud til at have det dårligt med det. Hun hopper glad ved sin mors side, laver små spring og peger på alt, hvad hun ser. Båndet ser ikke ud til at genere hende, som om det bare er en del af hende. Måske er det også sådan: et ekstra stykke frihed i stedet for konstant at have det trykkende greb om hendes håndled.
På trods af alt forbliver reaktionerne blandede. “Jeg har haft folk, der kaldte mig dyremishandler. Men der var også en kvinde, der kom hen til mig og sagde: ‘Det er godt gjort af dig. Min søn er også sådan. Selen har hjulpet os så meget.’ Jeg tror, folk ofte ikke forstår, hvad der ligger bag. De ser bare, hvad der sker i øjeblikket, ikke hvorfor.”
Alligevel er det ikke kun sikkerheden, der tæller. For moderen er det også vigtigt, at hendes datter føler sig fri. Hun ved, at barnet hurtigt overstimuleres og nogle gange bare skal bevæge sig. Selen gør det muligt at give slip på hende uden at der opstår panik. “Når jeg giver slip på hendes hånd, kigger hun ofte på mig med et spørgende blik. Med selen har hun mere plads til at udforske.”
Nogle forældre i samme situation genkender problemet, men vælger alligevel andre løsninger, som en klapvogn eller en barnevogn. “Men min datter vil netop gå. Hun vil tage skridt selv, ikke blive skubbet. Det er virkelig en sejr for hende, når hun selv kan gå et sted hen. Det smil, hun får på ansigtet, når hun ser den sele… det knuser mit hjerte, når folk dømmer det.”
Der er også kritik fra pædagogisk hold. Nogle pædagoger mener, at brugen af en sele er for nedladende og siger, at børn skal lære at gå hånd i hånd. Moderen forstår den opfattelse, men ser det anderledes.
“Selvfølgelig vil jeg have, at hun lærer at gå hånd i hånd. Men hvis det ikke lykkes lige nu, hvad er alternativet? At holde hende indendørs? At sætte hende i en klapvogn hele tiden? Nej, jeg vil have, at hun udforsker verden på sin måde.”
På skolegården hviskes der nogle gange også. Moderen ved det, men prøver ikke at lægge for meget mærke til det. “Jeg vil ikke føre en diskussion. Jeg vil bare have, at min datter er sikker og oplever lidt frihed. Det er ikke ideelt, men det er hvad der fungerer for os. Og jeg tror, at andre forældre også ville forstå mere, hvis de vidste, hvad der virkelig foregår.”
I mellemtiden har hun lært at lade de negative reaktioner rulle af sig. Hun ved, at hendes beslutning ikke altid bliver forstået, men holder fast i hvad der fungerer for dem. Når hendes datter hopper ved med et stort smil i selen, ved hun, at dette er den rigtige beslutning. Nogle gange handler moderskab bare om at vælge det, der fungerer, uanset hvor usædvanligt det måtte virke.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
