Jeg havde aldrig troet, at jeg ville befinde mig i en sådan situation. Da jeg giftede mig med Annelies, var jeg overbevist om, at vi ville blive gamle sammen. Men et sted undervejs begyndte tvivlen at gnave. Ikke nødvendigvis om min kærlighed til hende, men om sikkerheden i vores ægteskab. Så ja, jeg besluttede at oprette en hemmelig opsparingskonto. En konto, som hun ikke ved noget om, for sikkerheds skyld… for i tilfælde af at alt går galt.
Jeg føler mig skyldig over det, det kan jeg ikke komme udenom. Vi har altid talt åbent om vores økonomi, sparet sammen til ferier, renoveringen af vores hus, og forhåbentlig en dag til vores børns fremtid. Men dybt inden i mig blev den følelse af usikkerhed ved med at lure. Ikke fordi hun har givet mig nogen grund til ikke at stole på hende, men fordi jeg mener, at livet er uforudsigeligt. Måske skyldes det mine egne forældre, som efter tyve års ægteskab pludselig gik fra hinanden og fra den ene dag til den anden endte i et økonomisk drama.
Det begyndte med små beløb, et par hundrede kroner om måneden, som jeg tog fra min løn og satte ind på en konto, der kun stod i mit navn. Det føltes sikkert, som en slags sikkerhedsnet. Efter et stykke tid gik det af sig selv. Jeg tror, der nu er et par tusinde euro på kontoen. Det er ikke nok til at starte et nyt liv med, men det er noget. Noget, der giver mig ro, når jeg ligger i sengen om natten og tænker på, hvad fremtiden kan bringe.
Annelies har ingen anelse. Hun stoler fuldt ud på mig, og det gør det måske endnu mere smertefuldt. Når vi sammen kigger på vores fælles bankkonto, laver hun sjov med, hvor godt vi klarer os, og at vi en dag kan købe et andet hus til weekendophold.
Og jeg griner med, mens jeg indeni føler mig som en forræder. For hvordan forklarer man noget sådant? Hvordan fortæller man til én, man elsker, at man har efterladt en exitplan for et scenarie, der forhåbentlig aldrig bliver virkelighed?
Nogle gange spørger jeg mig selv, om jeg er gået for langt. Er det overhovedet etisk, hvad jeg gør? Ville det være mindre slemt, hvis jeg fortalte hende det? Jeg forestiller mig hendes reaktion. Skuffelse, måske endda vrede, fordi jeg åbenbart tvivler på vores fremtid sammen. Og alligevel bliver den stemme i mit hoved ved med at sige, at jeg har handlet rigtigt, at man aldrig kan være hundrede procent sikker på, hvad fremtiden bringer.
Jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at jeg gør det for hende, for os begge. For hvad nu hvis vores forhold en dag går i stykker, og vi begge står med tomme hænder? Så har jeg i det mindste noget at holde fast i. Men jeg ved, at det er en løgn, en undskyldning for at berolige mit samvittighed.
Jeg har truffet denne beslutning for mig selv, fordi jeg er bange. Bange for at være afhængig, bange for at miste alt, hvis det går galt. På nogle dage overvejer jeg at opsige kontoen, overføre alt til vores fælles opsparingskonto og ærligt indrømme, hvad jeg har gjort.
Men noget holder mig tilbage, og jeg ved ikke, om det er frygt eller ønsket om den sidste form for sikkerhed. Måske fortæller jeg hende det en dag, når tiden er moden. Måske opdager jeg, at det aldrig var nødvendigt, og at vores ægteskab er stærkere end min tvivl. Indtil den tid eksisterer kontoen, som min hemmelige plan B.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
