Det sker hele tiden: en ordveksling med min datter Jinte ender med, at hun går vred væk. Jinte er otte, og ligesom mange børn i hendes alder har hun en god portion temperament. Men ærligt? Det gør mig nogle gange vanvittig.
Det starter ofte med noget lille. Hun lytter ikke, selv efter et par advarsler. Så siger jeg noget, hun bliver vred, og før jeg ved af det, smækker hun en dør eller stormer ind på sit værelse. Det gør mig gal, for sådan løser vi slet ikke noget. Hvordan skal jeg lære hende at tale tingene igennem, når hun går væk, så snart det bliver svært?
Magtesløshed og frustration
Når hun går væk, føler jeg mig magtesløs. Jeg vil lære hende, hvordan man løser en uenighed, hvordan man lytter til hinanden og sammen finder en løsning. Men det kan vi ikke, når hun trækker sig tilbage. Hvad der måske rammer mig mest, er, at jeg nogle gange hører hende græde på sit værelse. Så tænker jeg: skulle jeg have reageret anderledes? Skulle jeg have været mere rolig?
Nogle gange virker det som om, hun bevidst gør sig selv vred, som om de følelser fuldstændig overtager hende. Der har været øjeblikke, hvor hun har gjort sig selv ondt ved at slå noget. Det knuser mit hjerte. Jeg vil trøste hende, men når jeg går hen til hende, råber hun, at jeg skal lade hende være.
Ingen løsning, men kærlighed
Jeg har lært, at det sjældent er nyttigt at tale lige efter et skænderi. Jinte skal først køle af, og ærligt talt hjælper det også for mig. Hvis jeg lader hende være i ti minutter og derefter roligt går ind til hende, ser jeg ofte et andet barn. Så sidder hun på sin seng med sin bamse og kigger på mig med de store, triste øjne.
“Jeg er ked af det, mor,” siger hun så stille. Og det er det øjeblik, hvor jeg indser, at det er ligeså hårdt for hende som for mig. Ofte siger jeg så bare: “Jeg elsker dig,” og giver hende et kram. På sådanne tidspunkter har jeg ikke længere brug for at tale det hele igennem. Så er det glemt, og vi går bare videre.
Jeg håber, at hun med årene lærer at regulere sine følelser bedre. Men indtil da prøver jeg at give hende plads, hvor svært det end kan være. For hvad hun måske har mest brug for, er en mor, der bliver. Selv når hun er vred. Selv når hun går væk.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
