Hamza og hans fatbike

Hver morgen træder Hamza, min elleveårige søn, entusiastisk på sin fatbike for at tage i skole. Cyklen er for ham mere end et transportmiddel; den symboliserer frihed og selvstændighed. Den giver ham en følelse af stolthed, noget jeg gerne ville give ham, selvom det krævede meget indsats fra min side.

Som far på overførselsindkomst var en fatbike en stor investering, noget jeg egentlig ikke havde råd til. Alligevel ville jeg have, at Hamza skulle opleve den frihed. Derfor satte jeg hver uge nogle penge til side og fyldte poser med pantflasker og dåser, som jeg fandt i parker og langs cykelstier. Det var hårdt arbejde, men hver gang jeg tænkte på hans smil, fandt jeg energien til at fortsætte. Med hver mønt jeg sparede, kom jeg tættere på mit mål.

Da jeg havde samlet nok, købte vi fatbiken sammen. Glæden i hans øjne var uvurderlig. For Hamza var det mere end en gave – det var resultatet af vedholdenhed og dedikation. Han følte, at dette ikke bare var en cykel, men et symbol på hans vækst og selvstændighed. Nu når regeringen overvejer at indføre en minimumsalder for fatbikes, føler jeg dog mest bekymring.

Hamzas frihed til selvstændigt at tage i skole truer med at forsvinde med denne mulige regel. Hvis en minimumsalder indføres, kan han ikke længere cykle og må tage bussen igen. Den idé gør ondt. Han nyder sin cykeltur intensivt og værdsætter den selvstændighed, det medfører.

Det føles uretfærdigt, at hans frihed blot kan blive taget fra ham. Den cykel står for noget meget større; det er en lektion i ansvarlighed og uafhængighed. Muligheden for at disse lektioner forsvinder på grund af en generel regel bekymrer mig. Det føles som om der ikke er plads til individuel tillid til børn, der tager ansvar.

Jeg forstår, at sikkerhed er vigtig, og at der har været hændelser med fatbikes. Men Hamza cykler omhyggeligt. Vi har øvet sammen, og han kender færdselsreglerne godt. Hvorfor skal børn som ham lide under andres fejl? Denne lov synes at sætte alle over en kam uden hensyn til den individuelle fortælling om børn som Hamza.

For vores familie er fatbiken også praktisk en løsning. Jeg har begrænsede midler og kan ikke køre ham til skole hver dag. Bussen er en mulighed, men hans cykeltur giver ham så meget mere glæde. Tanken om, at han måske snart skal bruge længere tid på at komme frem, eller stå i regnen og vente på bussen, føles som en tab. For os giver fatbiken en perfekt balance mellem sikkerhed og frihed.

Det føles som om reglerne bliver strammere, uden plads til undtagelser. Vi bør give forældre og børn mere tillid. Hamza har taget ansvaret alvorligt og ved, hvordan man cykler sikkert. Hvorfor skulle han straffes for andres fejl? Jeg vil opmuntre min søn til at tage ansvar, men de stadigt strammere regler gør det svært.

Som forælder ønsker jeg at give mine børn normer og værdier, der går ud over blot regler. Selvstændighed, respekt for andre i trafikken og ansvarsfølelse er vigtigt. Regeringen skal også respektere forældre og give os tillid til vores valg.

Tanken om, at jeg skal fortælle Hamza, at hans frihed måske forsvinder, rører mig dybt. For ham er cykelturen til skole ikke bare en tur. Det er et symbol på hans egen vækst og min vedholdenhed for at give ham noget særligt. At tage det fra ham ville gøre ondt både for ham og mig.

Sikkerhed er vigtigt, men der er måder at sikre dette på uden at tage friheden. Det handler ikke om cyklen i sig selv, men om lektionerne i ansvarlighed, tillid og vedholdenhed. Disse værdier bør netop fremmes, ikke modarbejdes.

Den mulige indførelse af denne lov får mig til at indse, at vi som samfund måske begrænser vores unge for meget. Det er en opfordring til beslutningstagere om at se længere end reglerne og give plads til udviklingen af selvstændighed og ansvarlighed hos børn.

Hvad mener du om denne sag? Lad os vide det i kommentarerne på Facebook.

Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!