Jeg begyndte at købe gaver til mine børnebørn, da de var små, fyldt med forventning og undren over hver pakke, de fik. Men som årene gik, skete der noget. Følelsen af taknemlighed syntes at være mindre og mindre til stede.
De spændte blikke gav plads for næsten ligegyldige ansigtstræk. Jeg fik ikke længere det varme smil eller den begejstrede kram som tak. Det føltes, som om gavegivning var blevet en rutine, noget jeg blev forventet at gøre, uden rigtig værdi.
De sidste par år har jeg bemærket, at gaverne knap blev set, for slet ikke at tale om at blive værdsat. Jeg gjorde mit bedste for at finde noget, der virkelig ville glæde dem, men hvor hårdt jeg end forsøgte, syntes det aldrig at være godt nok. Deres værelser er fyldt med ting, som jeg har givet dem gennem årene, ofte urørt, nogle gange endda stadig i den originale emballage. Et smertefuldt syn, for for mig havde de gaver en værdi, der gik ud over de penge, jeg betalte for dem.
Min barnebarn spurgte mig engang, hvorfor jeg altid gav “gamle” ting. Han sagde, at han hellere ville have penge til selv at købe noget. Det ramte hårdt, men et sted forstod jeg det også. Tiden ændrer sig, ligesom børns ønsker. Alligevel gjorde det ondt at høre, at mine gaver – omhyggeligt udvalgt – blev stemplet som forældede. Som om min måde at give på ikke længere var tidssvarende.
En dag besluttede jeg bare at lade det være. Ingen flere gaver, ingen uger med søgning efter den perfekte ting, som de måske ville kunne lide. Jeg troede, de ville bemærke det og måske ville stille spørgsmål, men der kom ikke noget. Ikke et eneste barnebarn spurgte, hvorfor der ikke var en pakke denne gang. Det syntes ikke engang at påvirke dem, og det brækkede mit hjerte lidt. Det gav mig følelsen af, at jeg ikke blev savnet.
Min datter tog fat i mig. Hun sagde, at børnene havde været overraskede, men de havde ikke spurgt hende om noget. Måske havde de simpelthen accepteret det som noget, der hørte til hos bedstefar. Alligevel vedblev det med at gnave. Jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det, at jeg følte, at mine gaver ikke interesserede dem. Hun nikkede forstående og sagde, at børn i dag har så meget. De vokser op i en overflod af ting, og måske ved de ikke bedre end at alt er udskifteligt.
Det føltes befriende ikke at give gaver længere. Det syntes at være en måde at beskytte mig selv mod den skuffelse og følelsen af, at jeg ikke betød noget i deres verden af ting og gadgets. Alligevel savner jeg det nogle gange. Øjeblikket af at give, det lille håb om, at de måske ville værdsætte det alligevel. Men tiden har lært mig, at gaver kun har værdi, hvis modtageren virkelig ønsker dem.
Jeg besluttede at fokusere min opmærksomhed på noget andet. I stedet for materielle gaver besluttede jeg at give mine børnebørn noget meget mere værdifuldt: min tid og opmærksomhed. Vi gik på gåture, jeg fortalte historier fra min barndom, og jeg lyttede til deres drømme og frygt. Det var en oplevelse, der ikke havde noget at gøre med ting, men alt at gøre med forbindelse.
Børnene synes at værdsætte disse slags øjeblikke. Der er noget særligt ved at tilbringe tid sammen uden distraktion fra skærme eller forventninger til gaver. Jeg bemærker, at de åbner sig mere, og at der opstår et ægte bånd, løsrevet fra de ting, der omgiver dem. Det er som om, jeg endelig giver noget, der er af ægte værdi, noget, de forhåbentlig altid vil bære med sig.
Selvfølgelig er der øjeblikke, hvor jeg tvivler, især når jeg ser andre bedsteforældre med store gaver. Nogle gange virker det som om, jeg går glip af noget, som om jeg berøver dem noget. Men dybt inde ved jeg, at dette er det rigtige valg, for dem og for mig selv. Jeg giver dem ikke ting, men minder og øjeblikke. Og det er noget, der ikke kan pakkes ind i en boks.
For mig føles det som en sejr over en verden, der drejer sig om stadig mere og stadig dyrere. Jeg giver dem en del af mig selv, noget penge ikke kan købe. Måske vil de senere tænke tilbage på de øjeblikke sammen, samtalerne, historierne. Det er den arv, jeg ønsker at efterlade til dem. Ingen ting, men et stykke af mit hjerte.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
