Hans hoved hamrer fra de søvnløse nætter og de endeløse diskussioner, han har haft med sin kæreste i ugevis.
Det handler ikke om ernæring, søvnrytme eller hvem der skal hente hvilke bleer. Nej, det handler om navnet på deres kommende barn.
“Hun vil have noget unikt,” siger han, næsten fortvivlet. “Noget, som ingen andre har. Men hvad hun har i tankerne… ingen ved, hvordan man skal udtale det, for ikke at tale om at skrive det.”
Hans kæreste, Eliza, er gravid med deres første barn. Babyen kommer om et par uger, og spændingen stiger – ikke kun over fødslen, men især over det ene ord, der snart skal stå på fødselskortet. For Eliza er det klart: hun vil have et navn, der skiller sig ud. For Sander er det blevet et lille drama.
“Hun kom en aften med en liste af navne, jeg aldrig havde hørt i mit liv. Ting som ‘Xaélith’ og ‘Jynnoa’. Og jeg troede seriøst, at hun lavede sjov. Men hun mente det.”
Navnestress i de sidste uger
Hele huset står allerede i tegn på babyen. Barnets værelse er malet, puslebordet står klar, og maxi-cosi’en har stået i gangen i ugevis, fordi “man ved aldrig, hvornår det begynder.” Men de er stadig ikke kommet frem til navnet.
“Det er ikke fordi, jeg vil være besværlig,” siger Sander. “Men jeg mener, det er vigtigt, at vores barn får et navn, der er til at udtale. Noget, folk kan huske, noget der ikke bliver udtalt forkert på den første skoledag.”
Han fortæller, at han allerede har forsøgt at finde et kompromis. Navne som Nora, Luca eller Finn – “bare smukke, tilgængelige navne, som man KAN udtale.” Men Eliza fejer dem væk. “For standard,” siger hun så. “Jeg vil have, at vores datter er unik, og det begynder med hendes navn.”
Genforeninger, ansøgninger og skolegårdsøjeblikke
Det, der især bekymrer Sander, er, hvordan barnet senere vil føle sig med et navn, som ingen forstår. “Se, jeg forstår det på en måde. Vi lever i en tid, hvor alle gerne vil være originale. Men et navn bærer man hele livet. Det går videre end et sødt fødselskort på Instagram.”
Han trækker på skuldrene. “Jeg kan se det for mig: skolegårde, hvor læreren skal spørge fem gange, hvad hendes navn er. Ansøgninger, hvor folk tænker: hvordan i alverden udtaler man dette? Og så den årlige elendighed til fødselsdage med kage og guirlander, hvor hendes navn er stavet forkert.”
Ifølge Sander skyldes det en stor del også sociale medier. “Du ser influencers med børn, der har navne som Nyx, Aevi eller Zélyn. Super smukt på papir, men ingen ved, hvordan man siger det. Og min kæreste bliver helt inspireret af det.”
Fra betydning til lyd: intet er godt nok
Eliza har dykket dybt ned i betydningerne. Hun læser om gamle græske navne, mytologiske figurer og endda navne fra fantasybøger.
Alt skal have en betydning, en historie. “Hun sagde for nylig: ‘Hvis vi kalder hende Xaélith, betyder det lyskriger på et gammelt sprog’. Jeg spurgte: hvilket sprog så? Hun havde ingen idé, men det lød bare ‘kraftfuldt og feminint’.”
Sander sukker. “Jeg forstår hendes synspunkt på en måde. Hun vil have, at vores datter er særlig. Og det ER hun også, selvfølgelig. Men et navn skal også fungere i hverdagen. Det er, hvad jeg prøver at gøre klart.”
Venner og familie er også delte
Under en middag med venner kom diskussionen op. Da Eliza afslørede et af de unikke navne, blev der stille. “Man kunne se folk tage en slurk vin og forsøge at holde deres ansigt i ro,” fortæller Sander og griner.
“Én spurgte: ‘Hvordan udtaler man det egentlig?’ Og Eliza forklarede det tålmodigt. Men jeg så det allerede – ingen turde sige, hvad de tænkte.”
Også i familien begynder emnet at blive følsomt. Sanders mor har allerede taget ham til side. “Hun sagde: ‘Sander, jeg ved, at det er jeres valg, men når jeg bliver bedstemor, vil jeg i det mindste kunne udtale hendes navn.’ Nå ja, hvad skal man så sige?”
Tiden er knap, stressen stiger
Med den forventede fødselsdato nærmer sig, bliver presset stadig større. De har aftalt, at navnet først bliver endeligt ved fødslen, så de kan se på barnet først.
“Men hemmeligt håber jeg bare, at hun indser, at barnet også har ret til et navn, der ikke hæmmer hende.”
Alligevel vil Sander ikke fremstå som den hårdnakkede far, der ikke lader sin kæreste vælge. “Hun bærer hende, hun føler hende bevæge sig, hun har i flere måneder arbejdet på det bånd. Jeg forstår, at det navn betyder noget stort for hende. Men jeg håber, at hun også forstår, at jeg ønsker det bedste for vores lille pige. Og at et navn, man kan udtale, også kan være værdifuldt.”
Og navnet? Stadig en hemmelighed
Om de vil finde ud af det inden fødslen, ved han endnu ikke. Men én ting ved Sander med sikkerhed: “Når vi har hende i vores arme, vil alt være anderledes. Måske ser vi på hende og tænker: dette er bare en Julia. Eller måske overrasker hun mig, og jeg siger selv: ja, dette er Xaélith.”
Han smiler, for første gang under samtalen afslappet. “Så længe hun er lykkelig. Og hvis jeg senere skal stave hendes navn tre gange til lægen eller læreren, så tager jeg det bare med stolthed.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
