Silvia er 70 år gammel og nyder sit pensionistliv. Efter mange års hårdt arbejde og opdragelse af sine børn er hun endelig i en fase af sit liv, hvor hun kan gøre, hvad hun har lyst til. Men på det seneste får hun oftere et spørgsmål, som hun føler sig utilpas ved: hendes datter ønsker, at hun regelmæssigt passer børnebørnene. Og det, mens Silvia netop ikke har behov for at påtage sig rollen som ‘mor’ igen.
“Min datter har to små børn, og jeg forstår, at det er travlt,” fortæller Silvia. “Hun arbejder, har sit hus, og selvfølgelig er det ikke let at holde alt i balance. Men når hun beder mig om at passe, føler jeg et enormt pres. Det er, som om jeg bliver skubbet tilbage i en morkarakter, og det har jeg bare ikke lyst til.”
Silvia har opdraget sine børn med meget kærlighed, men hun husker også, hvor hårdt det var. “Årene hvor jeg opdragede mine børn var vidunderlige, men også utroligt udmattende. Nu er jeg endelig i en fase, hvor jeg har tid til mig selv. Jeg vil dyrke mine hobbyer, rejse, og bare nyde livet uden ansvar. Det føles nogle gange egoistisk, men jeg føler, at jeg nu fortjener det.”
Samtalen med hendes datter forløber dog ikke altid glat. Silvia bemærker, at hendes datter tager for givet, at hun er tilgængelig. “Hun siger ofte: ‘Men mor, du er da hjemme? Du behøver da ikke lave andet?’ Det rammer mig så forkert. Selvfølgelig er jeg hjemme, men det betyder ikke, at jeg ikke har noget at lave. Jeg vil bare udfylde min tid på min egen måde.”
Selvom Silvia synes, hendes børnebørn er fantastisk, føler hun en forskel mellem at være bedstemor og at være babysitter. “At være bedstemor betyder, at jeg kan nyde de sjove øjeblikke: bage småkager sammen, lave kreative ting, eller gå i legepladsen. Men at være babysitter føles anderledes. Det betyder ansvar, planlægning af babysittertimer og at være konstant på vagt. Og det er præcis, hvad jeg ikke længere ønsker.”
Alligevel føler Silvia sig skyldig. “Jeg hører fra venner, at de passer deres børnebørn, og nogle gange tvivler jeg på, om jeg ser på det forkert. Men så minder jeg mig selv om, at alle er forskellige. Hvad der fungerer for én, behøver ikke at fungere for en anden. Jeg er ikke forpligtet til at påtage mig det ansvar, vel?”
Hendes datter ser det anderledes. “Hun siger, at jeg er lidt utaknemmelig, og at jeg godt må hjælpe hende lidt oftere. Men jeg spørger mig selv: er det min opgave? Jeg har opdraget hende, gjort mit arbejde, og nu er det hendes tur til at træffe sine egne valg og bære det ansvar.”
Silvia prøver at finde balancen mellem at være der for sin familie og at holde sig tro mod sig selv. “Selvfølgelig vil jeg hjælpe, hvis det virkelig er nødvendigt. Hvis der er en nødsituation eller hvis hun virkelig går i stå, står jeg klar. Men jeg vil ikke føle, at jeg har faste dage eller en forpligtelse. Det føles bare ikke godt.”
Det spørgsmål, Silvia stiller, er et, som mange bedsteforældre kæmper med. Hvordan kombinerer man ønsket om at være en sjov, involveret bedstemor med retten til at have sin egen tid og plads? For Silvia forbliver det en søgen.
“Jeg håber, at min datter forstår, at mine grænser ikke har noget at gøre med, hvor meget jeg elsker hende eller mine børnebørn. Det er bare et valg om endelig at have lidt ro og frihed i denne alder.”
Hun afslutter med et smil: “Måske skal jeg have en god snak med hende. Uden vrede, men med ærlighed. For i sidste ende ønsker jeg bare, at vi forstår hinanden, uden pres eller skyld. At være bedstemor er vidunderligt, så længe jeg stadig må være mig selv.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
