Det var et særligt øjeblik: den allerførste skoledag. I 1980’erne og 1990’erne betød det en rygsæk fuld af spritnye blyanter, en madkasse med et klistermærke på, og selvfølgelig det at lære ‘abe, nød, mie’.
Men en af de vigtigste lektioner, som næsten hvert barn fik, var at lære at aflæse klokken. Ikke digitalt, men analogt — med store og små visere, kvart i og ti over. Den, der mestrede det, følte sig straks lidt ældre og klogere.
I dag lever vi i et digitalt tidsskred, hvor børn allerede i en ung alder har adgang til smartphones, tablets og smarte ure. Den traditionelle vægkalender med visere er stille og roligt ved at forsvinde fra deres dagligdag. Tid er synlig overalt, men sjældent i den genkendelige runde form med tal fra én til tolv. Følgen: en generation, der kæmper med at læse en analog klokke.
Det lyder måske harmløst, men i virkeligheden har det alvorlige konsekvenser. Flere rapporter viser, at mange børn ikke længere har en anelse om, hvordan de aflæser et almindeligt ur. Og det er ikke så underligt: hvis man kun ser digitale tider derhjemme, i skolen og på farten, forsvinder nødvendigheden for at lære eller vedligeholde denne færdighed. Selv på folkeskoler, hvor der stadig er fokus på den analoge klokke, forbliver viden ofte overfladisk på grund af manglende praksis uden for klassen.
I Det Forenede Kongerige har denne udvikling allerede ført til konkrete tiltag. Flere og flere skoler vælger at fjerne analoge ure fra klasselokalerne. De erstatter dem med digitale eksemplarer, så eleverne kan fokusere helt og holdent på indholdet af deres eksamen under prøver. Lærerne ønsker at undgå, at manglende evne til at aflæse klokken fører til unødig stress eller misforståelser under eksamenerne. Et forståeligt valg, selvom det også er et tegn på tiden.
Ifølge Malcolm Trobe fra Association of School and College Leaders (ASCL) er denne tilpasning ikke en luksus, men en nødvendighed. I et interview med The Telegraph forklarer han, at eleverne skal kunne koncentrere sig fuldt ud, uden at de mister tid på at tolke et urskive. Især i eksamensmiljøer tæller hvert sekund, og forvirring om tiden kan føre til dårlige præstationer.
Det store spørgsmål er: Skal vi være bekymrede for denne udvikling? På den ene side passer det helt ind i det digitale samfund, vi lever i. Børn lærer andre færdigheder end før, herunder at håndtere apps, online læringsmiljøer og digital kommunikation. På den anden side betyder det også, at en grundlæggende del af almen viden — evnen til at aflæse et traditionelt ur — langsomt forsvinder. Og med forsvindingen af sådanne basale færdigheder mister vi også et stykke kulturarv.
Alligevel behøver det ikke at være sort-hvidt. Det ville være ærgerligt at udelukke den analoge klokke helt fra undervisningen. Netop ved at bruge den som læringsværktøj kan det bidrage til rumlig forståelse, tidsfornemmelse og koncentration. Måske er det tid til en hybrid tilgang, hvor begge former eksisterer side om side. Lad børn mestre både den moderne og den klassiske måde at aflæse tid på. Ikke af nostalgi, men af praktiske og pædagogiske overvejelser.
Verden ændrer sig hurtigt, og undervisningen skal også følge med. Men nogle færdigheder, hvor små de end måtte synes, fortjener at blive bevaret. At kunne aflæse tiden med visere er en sådan færdighed. Den, der kan det, forstår tiden — bogstaveligt og figurativt. Del endelig din mening om dette på vores Facebookside. Skal vi holde den analoge klokke i ære, eller er det tid til at tage afsked?
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
