Thea følte sig altid godt tilpas i sin lille, gamle benzinbil. Den lille bil bragte hende overalt, hvor hun skulle være, uden at det kostede hende for mange penge.
Hun havde aldrig rigtig tænkt over indvirkningen på miljøet. Indtil hendes nabo købte sin nye elektriske bil. Siden da har Thea følt sig mere og mere utilpas, ikke fordi hun pludselig er blevet mere miljøbevidst, men fordi hendes nabo ofte giver hende dårlig samvittighed over, at hun stadig kører på benzin. Hendes nabo er fuldt engageret i et mere bæredygtigt liv. Hans hus er udstyret med solcellepaneler, har tripleglas, og opvarmes med en varmepumpe.
Og nu kører han også i en skinnende elektrisk bil, noget han tydeligvis er stolt af. For ham er dette fremtiden. Da de talte sammen for nylig, handlede samtalen ikke længere om dagligdags ting, men om vores planets fremtid. Hans holdning til benzindrevne biler var alt andet end mild.
For nylig stod Thea og talte med sin nabo. Hvad der begyndte som en let samtale om vejret, blev hurtigt til hans yndlingsemne: bæredygtighed. Han fortalte stolt, hvordan hans hus nu er blevet helt energineutralt, og at han nu kører elektrisk.
“Benzinbiler hører virkelig fortiden til,” bemærkede han, mens han kiggede på hendes gamle bil. “Vi skal alle tage ansvar for klimaet.”
Thea nikkede høfligt, men følte sig straks utilpas. Hun vidste, at hun ikke havde råd til en sådan elektrisk bil og pludselig følte hun sig skyldig, fordi hun i hans øjne ikke bidrog til en bedre fremtid.
Siden den samtale har Thea følt sig utilpas hver gang, hun sætter sig ind i sin bil. Hendes nabo behøver ikke at sige noget; hans blik på hendes bil siger allerede nok.
Hun føler sig mere og mere som om, hun gør noget forkert. Selvfølgelig ved hun, at hendes bil ikke er den reneste, men det er, hvad hun har råd til. Hun er ikke klar til at skifte til elektrisk kørsel endnu. Hvorfor føles det så, som om hun er et dårligt menneske, fordi hun ikke har gjort det?
Hvad der generer hende yderligere, er, at hendes nabo leases sin elektriske bil. Han behøver ikke bekymre sig om omkostningerne, da hans høje løn gør det let muligt.
Derimod lever Thea af en beskeden indkomst og har ikke råd til en elektrisk bil. For hende er det simpelthen et valg mellem en fungerende bil eller slet ingen bil. Hun tager godt vare på sin gamle benzinbil og finder det urimeligt, at hun skulle føle sig skyldig, fordi hun gør sit bedste med det, hun har.
Thea undrer sig: er jeg den eneste, der føler sådan? Det ser ud til, at der er opstået en ny form for socialt pres, hvor folk, der ikke er ‘bæredygtige nok’, bliver kritiseret mere og mere.
Selvfølgelig ønsker alle at bidrage til en bedre verden, men ikke alle kan bare bruge tusindvis af euro på solcellepaneler, varmepumper og elbiler. Er det retfærdigt, at folk som Thea skal føle sig dårligt tilpas, bare fordi de ikke har adgang til de dyre bæredygtige muligheder?
Et stort problem i diskussionen om bæredygtighed er, at den ofte præsenteres som en sort-hvid historie. Elektriske biler betragtes som normen, mens ejere af benzinbiler anses for forældede eller endda uvidende. Men virkeligheden er meget mere nuanceret.
Ikke alle har råd til en ny elektrisk bil, og ikke alle har ressourcerne til at gøre deres hjem helt bæredygtige. Skal vi virkelig dømme folk, fordi de ikke kan skifte til mere bæredygtige alternativer med det samme?
Thea vil absolut bidrage til en bedre verden, men hun må også holde sig inden for sine økonomiske muligheder. Skal hun virkelig blive ved med at skamme sig over sin benzinbil?
Er det retfærdigt, at folk som hendes nabo kritiserer andre, fordi de ikke kan træffe de samme bæredygtige valg? For Thea føles det som om, hun aldrig kan gøre det rigtige, simpelthen fordi hendes situation er anderledes end hendes nabos.
Skal folk som Thea virkelig føle sig skyldige, fordi de ikke kører elektrisk endnu? Eller er det forståeligt, at ikke alle kan skifte til mere bæredygtige muligheder?
Dette er en diskussion, der bliver mere og mere relevant i en verden, der i stigende grad fokuserer på bæredygtighed. Men hvor ligger grænsen mellem at tage ansvar og have urealistiske forventninger til folk med færre ressourcer?
Hvad mener du? Har Theas nabo ret til at få hende til at føle sig skyldig, eller skal vi vise mere forståelse for folk, der i øjeblikket ikke har midlerne til at skifte til elbil?
Det er et spørgsmål, der ofte dukker op, især nu hvor bæredygtighed bliver et vigtigere emne i vores samfund. Måske skal vi begynde at have mere medfølelse for de forskellige situationer, som folk befinder sig i.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
