“Mor, hvorfor drikker vi ikke komælk?” spørger pigen nysgerrigt.
Lies smiler og stryger en tot hår væk fra ansigtet. Det er et spørgsmål, hun ofte får, ikke kun fra sine børn, men også fra familie, venner og endda fremmede. Hendes svar er altid det samme: “Fordi komælk er til kalve, ikke til mennesker.”
Det er et princip, hun tror stærkt på, og som hun har givet videre til sine børn fra en tidlig alder. Lies opdrætter sin familie helt plantebaseret, et valg der nogle gange støder på manglende forståelse, men som for hende er mere end logisk.
“Jeg vil lære mine børn, at dyr ikke er produkter, men levende væsener med følelser og rettigheder,” forklarer hun.
Et bevidst valg fra dag ét
Da Lies blev veganer for femten år siden, havde hun endnu ikke børn. Hun havde altid været optaget af sund kost og bæredygtighed, men det øjeblik, hun så en dokumentar om mejeriindustrien, gik det op for hende. “Jeg vidste bare ikke bedre,” indrømmer hun.
“Mælk blev præsenteret som noget sundt, noget nødvendigt. Men da jeg så, hvordan malkekøer gang på gang mistede deres kalve, føltes det så forkert. Hvorfor gør vi dette?”
Fra det øjeblik forsvandt ikke kun mælk fra hendes køleskab, men også ost, yoghurt og alle andre animalske produkter. Da hun blev gravid med sit første barn, fik hun hurtigt spørgsmålet: “Men børn har jo brug for mælk, ikke?”
Lies sukker ved minderne. “Alle syntes pludselig at være ernæringseksperter. Min svigermor syntes, det var uansvarligt, mine kolleger så på mig med medfølelse. ‘Et barn kan da ikke vokse op uden mælk?’ hørte jeg gang på gang.”
Men Lies havde gjort sin lektie. Hun talte med diætister, læste videnskabelige studier og fandt rigeligt bevis på, at en velafbalanceret plantebaseret kost kunne give alt, hvad et voksende barn havde brug for. “Modermælk er til babyer, efter det kan børn sagtens vokse op på plantebaseret kost,” siger hun beslutsomt.
De første konfrontationer i skolen
Da hendes ældste søn begyndte i folkeskolen, kom den første rigtige udfordring. Skolen tilbød mælk til frokost, noget som Lies ikke kunne gå med til. “Jeg ville have, at han fik et alternativ, men det var svært. ‘Hvorfor kan han ikke bare deltage?’ spurgte læreren.”
Det blev et tilbagevendende tema. Børnene i klassen syntes, det var mærkeligt, at han ikke drak mælk. Nogle gange blev han endda lidt mobbet. “‘Du er skør, mælk er sundt!’ råbte de. Han kom hjem trist og spurgte, hvorfor han var anderledes.”
Lies talte med ham. “Jeg forklarede, at mange mennesker gør ting af vane uden at tænke over det. At det ikke er dårligt at være anderledes, hvis man tror på noget.” Sammen søgte de videoer og bøger om dyrevelfærd og plantebaseret kost. “Jeg ville, at han selv skulle forstå, hvorfor vi gør det, så han også kunne forklare det til andre.”
Samtidig voksede hans selvtillid. “En dag kom han hjem og sagde stolt: ‘Jeg har forklaret til læreren, at kalve har brug for mælk, ikke vi!’ Da vidste jeg: han forstår det.”
Familiepress og manglende forståelse
Inden for familien var valget klart, men udenfor var det stadig vanskeligt. Især ved familiemøder opstod der ofte konflikter. “Min far kunne ikke forstå, at hans børnebørn ikke måtte spise ost. ‘I gør det så svært for jer selv,’ sagde han hele tiden.”
Også ved børnefødselsdage stødte Lies på problemer. “Andre forældre mente det ikke ondt, men de syntes, det var besværligt. ‘Åh, han må ikke få kage?’ spurgte en mor engang chokeret.” Lies syntes, det var ubehageligt altid at være ‘den svære forælder’, men hun forblev standhaftig.
For at gøre det lettere begyndte hun selv at bage veganske snacks og medbringe dem. “Nogle gange syntes de andre børn endda, at det var bedre end den almindelige kage!” griner hun.
Diskussioner med andre forældre
Selvom Lies ikke har til hensigt at omvende andre, får hun regelmæssigt diskussioner. Især når det handler om børn, føler mange mennesker sig angrebet. “En mor fra skolen sagde engang: ‘Men mælk er godt for knoglerne! Hvorfor nægter du dine børn det?’”
Lies forbliver altid rolig. “Jeg forklarer, at calcium også findes i planter, og at mejeri slet ikke er nødvendigt for stærke knogler. I lande, hvor der drikkes lidt mælk, som i Asien, er der faktisk færre knoglebrud.”
Nogle gange møder hun stædighed, nogle gange nysgerrighed. “En veninde, der først erklærede mig for skør, begyndte senere selv at putte havremælk i sin kaffe. ‘Egentlig er det ret lækkert,’ indrømmede hun.”
Hvad synes børnene selv om det?
Nu hvor hendes børn bliver ældre, begynder de at få deres egen mening. Lies mener, det er vigtigt, at de kan tænke selv over deres valg. “Jeg tvinger dem ikke til noget. Jeg giver dem information og lader dem selv føle, hvad der er rigtigt.”
Hendes yngste datter er stadig for lille til at forstå det hele, men hendes ældste søn er nu tolv og begynder at danne sin egen mening. “For nylig sagde han: ‘Mor, når jeg bliver stor, vil jeg også være veganer, men måske vil jeg nogle gange prøve noget for at se, hvordan det smager.’”
Lies blev først chokeret, men kom hurtigt til sig selv. “Jeg sagde til ham: ‘Det er dit valg. Jeg stoler på, at du gør, hvad der føles rigtigt.’”
Hun ved, at hendes børn vokser op i en verden, hvor veganisme stadig ikke er normen. Men hun håber, at de har den viden og det selvværd, der skal til for at vælge deres egen vej. “Hvis de senere beslutter at forblive veganere, er det fantastisk. Og hvis de prøver noget andet, håber jeg, de gør det ud fra bevidsthed, ikke for at følge andres pres.”
En fremtid uden mejeri?
Lies ser optimistisk på fremtiden. “Flere og flere mennesker indser, at mejeri ikke er nødvendigt. Supermarkederne er fyldt med plantebaserede alternativer, og den unge generation er meget mere åben for forandring.”
Hun håber, at hendes børn vokser op i en verden, hvor det er normalt ikke at drikke mælk. “Hvor ingen længere bliver overrasket, når du har havremælk til morgenmad i stedet for komælk.”
Indtil da fortsætter hun med at gentage sit budskab. Til sine børn, til andre. “Komælk er til kalve. Ikke til mennesker. Hvor simpelt kan det være?”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
