Det øjeblik, hvor Corinne og jeg besluttede at flytte til Spanien, var ikke en spontan beslutning. Hele vores liv har vi været ægte livsnydere, men også hårdtarbejdende. Efter alle disse år med slid og opsparing, kommer øjeblikket snart til at gå på pension, og vi ønsker virkelig at nyde den tid, vi har tilbage. Alligevel føles det de seneste år, som om vi er havnet i et nyt job, uden løn, men med ansvaret for at passe vores syv børnebørn.
Med tre fantastiske børn – Sandra (42), Mark (39) og Lisa (37) – er vores liv velsignet, men de seneste år er deres forventninger til os som bedsteforældre steget betydeligt. Hver af dem har børn, og alt i alt betyder det, at vi er bedsteforældre til syv børnebørn. Vi skiftes til at passe Tom (9), Femke (7), Luca (6), Emma (5), Finn (4), Isa (3) og den lille Max (1) hver uge. Fra mandag til fredag bliver der altid afleveret et af børnebørnene hos os.
Forstå mig ikke forkert; vores kærlighed til vores børnebørn er enorm. Alligevel kan den konstante omsorg nogle gange være hård, og i en alder, hvor vi troede, at vi endelig ville tage det lidt mere roligt, føles det som et fuldtidsjob.
Vores børns forventninger
Vores børn har aldrig udtalt deres forventninger eksplicit, men det er overordentlig klart, at de regner med os. De har travlt med deres arbejde, og det er selvfølgelig mere fordelagtigt, hvis bedsteforældre passer de små i stedet for at investere i dyr børnepasning. Og det forstår vi. Vi kombinerede også tidligere arbejde med pasning af vores børn, men vi havde aldrig forventet, at vi i vores gamle dage ville havne i en sådan situation igen.
Regelmæssigt forsøgte Corinne og jeg at gøre dette til et emne, vi kunne diskutere. Men hver gang vi forsøgte at tage et skridt tilbage, kom reaktionerne som: “I er jo hjemme?” eller “Børnene elsker jer.” Og selvom den kærlighed er gensidig, betyder det ikke, at vi altid kan være til rådighed.
Vores drøm: Spanien
Efter meget overvejelse og snak besluttede vi, at det var tid til forandring. Det er vigtigt for os at nyde vores pensionsår uden de daglige ansvar, som pasning medfører.
Løsningen blev mere og mere klar: at emigrere til Spanien, et land vi har beundret i årevis og altid har drømt om. Vi fandt et hyggeligt lille hus i Andalusien, hvor vi kan nyde solen, roen og friheden, som vi altid har lovet os selv.
Reaktioner fra vores børn
Da vi fortalte vores børn om vores planer, reagerede de chokeret. Sandra og Lisa var skuffede og følte sig næsten forrådt: “Hvordan kan I gøre dette?” spurgte de forarget. Mark forblev stille, men det var tydeligt, at han heller ikke var helt tilfreds. Alligevel holdt vi fast i vores beslutning. Det er nu vores tid til at nyde livet uden forpligtelsen til at passe børnene.
Ønsket om frihed
Vores emigration betyder ikke, at vi ikke længere ønsker at se vores børnebørn. Tværtimod håber vi, at de vil komme og besøge os i Spanien og nyde tiden sammen med os. Men vi længes også efter vores frihed, uden forpligtelsen til konstant at være der som passer, både bogstaveligt og billedligt.
Et nyt kapitel i Spanien
Vi ønsker nu at forme vores eget liv, og Spanien synes at være det perfekte sted at gøre det. Det føles som et nyt kapitel, et hvor vi spiller hovedrollen og endelig oplever den ro og frihed, vi har ventet så længe på.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
