“Det er ikke fordi, jeg ikke værdsætter godt arbejde,” siger hun, “men princippet er galt. Restaurantmedarbejdere får en løn for deres arbejde, ligesom alle andre.” Inge får ofte kritik for sin holdning, men hun står fast ved sin mening: “Hvorfor skal jeg betale ekstra for noget, der allerede er inkluderet i prisen?”
foto ter illustratie
Følelsen af forpligtelse
Ifølge Inge er det at give drikkepenge i Nederlandene blevet en uskreven regel, der føles mere og mere som en forpligtelse. “Alle synes at tro, at man efter en middag skal give mindst 10% i drikkepenge,” siger hun. Denne følelse af forpligtelse generer hende meget. “Jeg går ud for at spise for oplevelsen og betaler allerede nok for mit måltid. Servicen hører til, og burde ikke være ekstra belønnet.”
Hun sammenligner det med andre sektorer. “Hvis jeg hyrer en maler til at male mit hus, giver jeg heller ikke ekstra penge, fordi han gør sit arbejde godt?” Inge mener, at godt arbejde bare er en del af jobbet. “Man skal have betaling for sit arbejde, uden at være afhængig af gaver fra kunder.”
Medarbejdere får allerede en løn
Inge påpeger, at restaurantmedarbejdere i Nederlandene bliver betalt ifølge overenskomsten. “Ideen om, at de er afhængige af drikkepenge, som i USA, er ikke korrekt her,” forklarer hun. I USA får mange restaurantmedarbejdere minimumsløn, og en stor del af deres indkomst kommer fra drikkepenge. I Nederlandene er det ikke tilfældet. “Her får de en løn, der er højere end minimumslønnen. Det er arbejdsgiverens ansvar at betale godt, ikke kundens.”
Forvirringen omkring drikkepenge
Inge fortæller, at hun ofte ser forvirring og ubehag opstå, når regningen kommer. “Det er altid det samme: regningen ligger på bordet, og alle ser på hinanden og venter på at se, hvem der først siger noget om drikkepengene,” siger hun. Ifølge hende skaber dette unødig spænding og ubehag. “Det ville være så meget lettere, hvis vi bare stoppede med hele skikken.”
Hun forklarer, at hun hellere vil være klar over sin holdning, så der ikke opstår misforståelser. “Når jeg går ud at spise med venner, ved de allerede, at jeg ikke giver drikkepenge. Det er ikke et spørgsmål om grådighed, men om ærlighed. Jeg vil bare ikke give ekstra penge oven i en allerede høj regning.”
Kulturelle forskelle i drikkepenge
Inge finder det interessant, at det at give drikkepenge varierer så meget fra land til land. “I mange europæiske lande er det slet ikke almindeligt at give drikkepenge,” forklarer hun. I Frankrig og Italien, for eksempel, er servicen allerede inkluderet i prisen, og ingen forventer en ekstra betaling. “I Nederlandene har vi det også sådan, men presse for at give drikkepenge eksisterer stadig.”
I USA derimod er det anderledes. “Der er drikkepenge virkelig en stor del af restaurantmedarbejderes indkomst. De får ofte kun minimumsløn, og drikkepengene er en supplement til det.” Inge forstår, at folk der giver drikkepenge, fordi det næsten betragtes som en forpligtelse. “Men her tjener folk en god løn. Hvorfor skulle vi så stadig betale ekstra?”
Fremkomsten af drikkepengesystemet
Inge formoder, at det nuværende system med at give drikkepenge stammer fra en tid, hvor restauranter betalte lavere lønninger. “Det var måske en måde at give medarbejdere lidt ekstra, fordi deres løn ikke var tilstrækkelig,” siger hun. “Men vi lever nu i en tid, hvor lønningerne er steget, og der er gode overenskomster.” For Inge er det derfor unødvendigt at holde fast i denne gammeldags skik. “Verden forandrer sig, og vores skikke bør også ændre sig.”
Retfærdig betaling fra arbejdsgiveren
For Inge ligger ansvaret helt hos arbejdsgiveren. “Det er restaurantens opgave at betale deres personale godt. Hvis de mener, at lønningerne er for lave, så må de højere pris på retterne, ikke bede kunden om ekstra penge.” Hun foreslår, at restauranter bliver mere transparente omkring priserne, så kunden ikke har følelsen af, at der kommer ekstra omkostninger. “Som kunde bør man ikke være ansvarlig for medarbejdernes indkomst. Det bør ligge hos arbejdsgiveren.”
Kritik af hendes holdning
Inge får jævnligt kritik for sin holdning, især fra venner og familie, der mener, at hun er grådig. “De siger, at jeg ikke værdsætter servicen, og at det er et tegn på respekt at give drikkepenge,” fortæller hun. Men Inge ser det anderledes. “For mig er det at vise værdsættelse en sag om at være venlig, sige tak og give komplimenter, når servicen er god. Det behøver ikke altid være i form af penge.”
Undgå de ubehagelige øjeblikke
Et andet aspekt, der generer Inge, er de ubehagelige øjeblikke ved betaling af regningen. “Det føles næsten som en social test,” siger hun og griner. “Alle ser på hinanden for at se, hvem der giver hvor meget i drikkepenge, og det føles som om, man bliver bedømt for sin generøsitet.” Inge vil hellere se, at disse øjeblikke forsvinder, ved helt at ophæve skikken med at give drikkepenge. “Det ville være så meget mere afslappende og behageligt, hvis vi ikke længere følte det pres.”
hvad mener du?
Er du enig med Inge, eller kan du godt lide at give drikkepenge som et tegn på værdsættelse? Del din mening på vores Facebook-side og del dine erfaringer. Deltag i diskussionen om dette emne og fortæl os, hvad du mener: er det tid til at tage afsked med drikkepengesystemet, eller hører det snarere til den hollandske spiseoplevelse?
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
