Som mor føler jeg mig ofte skyldig, det må jeg indrømme. Jeg ved, hvor vigtigt det er at give sine børn sund mad, hvordan man som forælder skal være et forbillede. Men virkeligheden er, at jeg hver dag sætter færdigretter på bordet til mine børn. Ikke fordi jeg vil, men fordi jeg simpelthen ikke har tid til at lave mad.
Jeg arbejder på fuld tid, min mand arbejder på fuld tid, og efter en lang arbejdsdag vil jeg helst have noget på bordet så hurtigt som muligt. Børnene er sultne og begynder at brokke sig, så snart de kommer hjem. Og så ligger der en færdigret i supermarkedet, som du kan opvarme på ti minutter. Valget bliver hurtigt taget. Jeg føler mig nogle gange dårligt tilpas, når jeg gør det igen, men jeg prøver også at fortælle mig selv, at jeg ikke kan gøre det anderledes.
Alle har en mening om, hvad jeg burde gøre. “Hvorfor laver du ikke mad i weekenden og fryser retterne ned?” siger nogle. Det har jeg prøvet, men i praksis fungerer det simpelthen ikke for mig. I weekenden vil jeg tilbringe tid med mine børn, lave noget sjovt, eller bare slappe af efter en hektisk uge. Og helt ærligt, når jeg endelig har et øjeblik til at sidde på sofaen, så skal jeg ikke stå i køkkenet i timevis for at forberede alt.
Jeg hører ofte, at jeg skal prioritere anderledes, at mine børn fortjener at få mere tid afsat til deres måltider. Selvfølgelig gør de det. Men lige nu er dette det eneste, jeg kan gøre for at holde hovedet ovenvand. Det er hver dag et kapløb mod klokken, fra arbejde til skole, til sport, og så hjem igen. Og så skal jeg også sørge for, at de kommer i seng til tiden, så de får nok søvn til næste dag.
Jeg prøver nogle gange at retfærdiggøre det over for mig selv. “De færdigretter indeholder da også grøntsager?” tænker jeg. Men dybt indeni ved jeg, at det ikke er det samme som et frisk måltid. Jeg ved, at der er mere salt og sukker i end godt er for dem. Men tanken om, at jeg skulle forberede et frisk måltid hver aften, giver mig kun mere stress. Det føles som om, jeg konstant svigter, uanset om jeg gør mit bedste eller ej.
Der er øjeblikke, hvor jeg skammer mig. For eksempel, når jeg ser andre mødre på skolen give friske frokoster, nøje tilberedt med kærlighed. Så føler jeg det stik af jalousi og skyld. Men så minder jeg mig selv om, at hver forælder har sin egen kamp. Måske har jeg ikke den perfekte ret på bordet, men jeg er der for mine børn på andre måder. Jeg sørger for, at de får lavet deres lektier, jeg hjælper dem med svære dage, og jeg er altid til deres sportsbegivenheder.
Nogle gange, når jeg står i supermarkedet med endnu en lasagne eller makaroni-ret, spørger jeg mig selv, om jeg nogensinde vil kunne tage et andet valg. Måske ændrer det sig, når de bliver ældre, hvis de selv kan hjælpe i køkkenet. Eller måske finder jeg en dag en måde at finde en bedre balance mellem arbejde, hjemmet og madlavning. Men for nu er det sådan, jeg gør det, sådan jeg sørger for, at vi alle kommer igennem dagen.
Jeg ved, at det ikke er den perfekte måde. Jeg ved, at mange mennesker ville gøre det anderledes. Men jeg prøver bare at gøre, hvad jeg kan med den tid og energi, jeg har. Måske føles det som et kompromis, men nogle gange er det alt, hvad man kan gøre. Mine børn klager ikke over maden; de ved, at jeg gør mit bedste, selvom det ikke altid er den mest nærende mulighed.
Jeg ønsker, at de skal være glade, og det er jeg selv også helst. Selv hvis det betyder, at jeg en gang imellem smider en færdigret i mikroovnen i stedet for at skære friske grøntsager. Måske tænker jeg anderledes om det en dag, men for nu er dette realiteten i mit liv.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
