I verden af forældreskab er der lidt, der er så udfordrende som at finde den rette balance mellem ens egen opdragelsesstil og indflydelsen fra andre. For mig, Kirsten (30), kom denne udfordring i form af min svigermor, Helena. Nu deler jeg min historie om, hvordan jeg har forsøgt at sætte grænser og de udfordringer, jeg stødte på med min partner, Mikko (32).
Det hele begyndte, da Helena, der altid har været en engageret bedstemor, i stigende grad begyndte at påvirke vores rutine. Hvad der startede som velmenende råd, voksede hurtigt til konstant indblanding i, hvordan vi opdrager vores datter, Emilia. Selvom jeg satte pris på, at hun var involveret, bemærkede jeg, at hendes kommentarer om, hvordan vi kunne få Emilia til at sove bedre, og hvad vi skulle give hende, blev for meget.
En lørdag eftermiddag besluttede jeg, at det var tid til at dele mine bekymringer. Mikko og jeg sad sammen ved spisebordet, og jeg fortalte ham, at jeg følte mig overvældet af Helenas indblanding. “Jeg føler mig virkelig presset,” forklarede jeg. “Det virker som om, at alt hvad vi gør ikke er godt nok for hende, og det gør mig usikker.”
Mikko, der normalt er meget forstående, syntes i starten ikke helt at være enige med mig. “Jeg forstår, at du er bekymret, men Helena mener det godt,” sagde han. “Hun har selv meget erfaring med børn og vil bare hjælpe os.”
Det var svært at høre, at han ikke helt var på samme side. For mig føltes det som om, jeg ikke kun havde med min svigermor at gøre, men også med en partner, der ikke helt forståede, hvor belastende situationen var for mig.
“Jeg ved, at hun mener det godt,” svarede jeg, “men hendes konstante indblanding føles som kritik af vores opdragelse. Vi skal finde en måde at gøre det klart, at vi ønsker at følge vores egen vej.”
Samtalen førte til en konflikt mellem Mikko og mig. Han mente, at vi måske skulle være lidt mere fleksible, og at Helenas råd kunne være værdifulde, mens jeg mente, at vi skulle sætte grænser for at opretholde en sund opdragelsessituation.
Det var en følelsesladet diskussion, og jeg følte mig ofte som om, jeg kæmpede på to fronter: imod min svigermors indblanding og imod min partners uforstand.
I sidste ende besluttede vi at finde en løsning sammen. Mikko og jeg blev enige om, at vi ville henvende os til Helena på en respektfuld måde, men at vi også skulle være klare omkring vores grænser.
Vi talte med Helena og forklarede, at vi værdsætter hendes råd, men at vi også ønskede at følge vores egen opdragelsesstil. Til vores lettelse reagerede hun forstående og gik med til at give os mere plads.
Situationen med Helena er siden forbedret, og det har lært mig, at kommunikation er essentiel i enhver familie. Selv når din partner ikke altid er direkte enig med dig, er det vigtigt at dele dine følelser og bekymringer og sammen finde en løsning.
Denne proces har ikke kun forbedret vores forhold til Helena, men også styrket mit forhold til Mikko. Det mindede mig om, at selv i de sværeste tider er tålmodighed og åben kommunikation nøglen til at finde en balance, der virker for alle.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!