Jeg er 58 år gammel, og min mand Paul er alvorligt syg. Siden han for to år siden blev diagnosticeret med en progressiv neurologisk sygdom, har vores liv ændret sig fuldstændigt. Han har brug for mere og mere pleje, men for mig er der ikke noget spørgsmål: jeg vil tage mig af ham derhjemme, så længe det er muligt. Det er en hård opgave, men jeg gør det med kærlighed. Alligevel får jeg stadig mere modstand fra hans familie, der insisterer på, at Paul skal på et plejehjem. Det føles som om, de tvinger mig til at træffe et valg, der går imod mit hjerte.
“Jeg vil være der for ham”
Da Paul blev syg, vidste vi begge, at der ville komme svære tider. Han ville få brug for mere hjælp til daglige ting som at spise, vaske sig og bevæge sig. Men jeg har fra starten sagt: “Jeg bliver hos dig. Jeg passer på dig, uanset hvad der sker.” Han er min mand, min bedste ven, kærligheden i mit liv. Jeg kan ikke forestille mig at efterlade ham på et plejehjem, mens han har brug for mig herhjemme.
Selvfølgelig er det hårdt. Der er dage, hvor jeg er udmattet, både fysisk og følelsesmæssigt. Men der er også smukke øjeblikke. Smilets på hans ansigt, når jeg hjælper ham med noget så simpelt som en kop te eller et varmt tæppe. Det er de små ting, der gør det værd at kæmpe for. Jeg ved, at Paul føler sig mest hjemme her, og så længe jeg kan klare det, vil jeg fortsætte med at give ham det.
“Familien ser anderledes på det”
Men Pauls familie tænker anderledes. De siger, at jeg arbejder mig selv ned, at plejen er for tung, og at jeg bedre kan overlade det til nogen anden. De mener det sikkert godt, men det føles som om, de ikke forstår, hvorfor jeg gør dette. De mener, at et plejehjem ville være bedre for ham, fordi han der kan få professionel hjælp. Og ærligt talt, jeg hører deres argumenter. Men det ændrer ikke på mine følelser: jeg vil være der for Paul selv.
Det der rører mig mest, er det pres, de lægger på mig. Ved hvert familiebesøg kommer emnet op igen. “Linda, du må tænke på dig selv,” siger de. Eller: “Det er ikke realistisk at fortsætte med dette.” Nogle gange føles det, som om jeg konstant skal forsvare mig selv, som om mit valg om at pleje Paul derhjemme ikke bliver værdsat nok. Det er ikke, fordi jeg ikke forstår deres bekymringer, men hvorfor ser de ikke, hvor vigtigt dette er for mig – og for Paul?
“Lasten bliver tungere”
Jeg kan ikke nægte, at plejen er hård. Den er fysisk krævende, og jeg føler ofte, at jeg ikke lever op til det. Nogle gange står jeg op kl. tre om natten, fordi han har brug for hjælp. Jeg sover mindre, har mindre tid til mig selv, og mit sociale liv er næsten helt forsvundet. Men tanken om, at Paul skulle være et andet sted, uden mig i nærheden, knuser mit hjerte. Han har brug for mig, og jeg vil ikke forlade ham.
Alligevel mærker jeg, at ordene fra hans familie begynder at trænge ind. De siger, at jeg ødelægger mig selv, og nogle gange spørger jeg mig selv, om de har ret. Men så ser jeg på Paul og ser, hvor rolig han er, når han er hjemme, i sin egen velkendte omgivelse. Hvordan kan jeg tage det fra ham?
“Er et plejehjem virkelig bedre?”
Et plejehjem tilbyder måske bedre faciliteter og professionel hjælp, men jeg ved, at Paul ville føle sig fortabt der. Han elsker de små ting i vores hus: hans yndlingsstol, billederne på væggen, duften af nybrygget kaffe om morgenen. Jeg er bange for, at han der ville mangle den personlige opmærksomhed. Og hvor god plejen end er, føles det for mig, som om jeg svigter ham, hvis jeg sender ham derhen.
Derudover undrer jeg mig over, om familien virkelig forstår, hvad deres forslag indebærer. Selvfølgelig, det ville lette min fysiske byrde, men den følelsesmæssige smerte ved at lade ham være der alene ville være meget større. Og hvem siger, at jeg ikke ville føle mig skyldig hver dag?
“Hvad skal jeg gøre?”
Jeg står over for et dilemma. På den ene side vil jeg lytte til mit hjerte og fortsætte med at pleje Paul derhjemme, som jeg altid har lovet. Men på den anden side føler jeg presset fra hans familie og spørgsmålet om, hvorvidt jeg virkelig kan fortsætte med dette. Jeg ved, at de mener det godt, men deres konstante indblanding gør det kun sværere.
Jeg undrer mig over, hvordan andre håndterer dette. Hvordan træffer man så svært et valg? Er det egoistisk at holde fast i ønsket om at have ham hjemme, selvom det er hårdt? Eller er det faktisk egoistisk af familien at presse mig?
“Jeg håber, at jeg træffer det rigtige valg”
Det, jeg er sikker på, er, at jeg aldrig vil svigte Paul. Jeg vil give ham den pleje, han fortjener, med kærlighed og opmærksomhed. Men jeg ved også, at jeg ikke må miste mig selv i processen. Det er en svær balance, og jeg håber, at jeg træffer de rigtige valg – for ham og for mig selv.
Hvad ville I gøre i min situation? Er det forkert at holde fast i hjemmepleje, selv når det er hårdt? Eller har hans familiemedlemmer et point, og skal jeg overveje at tage ham på et plejehjem? Jeg vil gerne høre jeres erfaringer og råd. Måske kan jeres perspektiv hjælpe mig med at finde den rigtige vej i denne svære tid.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
