Jeg ved, at det måske lyder mærkeligt, men jeg foretrækker at give mine børnebørn lidt penge frem for at passe dem hele dagen. Jeg elsker dem, forstå mig ikke forkert. De er glade, fulde af energi, og jeg kan se, hvor meget de nyder det, når de er på besøg hos bedstefar. Men jeg er kommet i en alder, hvor jeg ikke længere ønsker at løbe rundt efter små børn hele dagen, og jeg føler mig ikke skyldig over det.
Dengang jeg selv var far, drejede mit liv sig om mine børn. Hver lørdag fodboldtræning, hver aften hjælp med lektierne, og om sommeren camping med hele familien. Det gjorde jeg med al min kærlighed, og jeg ser tilbage på en smuk tid. Men nu er jeg pensioneret, og endelig har jeg tid til at gøre de ting, jeg selv nyder. Rolige gåture, læse en god bog, eller bare sidde en eftermiddag i haven uden stresset omkring mig.
De første par gange, min datter spurgte, om jeg ville passe dem, syntes jeg, det var fint. Det er sjovt at opbygge det bånd med sine børnebørn, og jeg giver også min datter lidt fritid. Men da det begyndte at ske oftere, bemærkede jeg, at jeg begyndte at se det som en forpligtelse. Jeg følte mig lige som den far, der altid skulle være klar, og jeg havde bare ikke lyst til det længere. Så jeg besluttede at tage en anden tilgang.
Nu giver jeg mine børnebørn lidt lommepenge, når de kommer forbi. Ikke fordi jeg mener, at penge er en erstatning for tid, men fordi jeg på den måde stadig kan bidrage. De er glade for det, det ved jeg helt sikkert. De køber slik for det eller sparer op til noget, de gerne vil have. Og det giver mig frihed til selv at bestemme, hvornår jeg tilbringer tid med dem, uden at det føles som om, jeg bliver presset ind i rollen som forælder igen.
nogle gange får jeg kommentarer fra venner og familie, om at jeg måske forkæler mine børnebørn. “Penge er ikke en erstatning for opmærksomhed,” siger de så. Og det er rigtigt, det ved jeg også. Men det er ikke som om jeg aldrig ser dem eller ikke laver noget med dem. Jeg ser dem ved fødselsdage, til jul, og af og til besøger jeg dem for en kop kaffe. Men at passe dem en hel dag hver uge? Nej, det behøver jeg ikke længere.
Min datter har nogle gange svært ved at forstå. Hun tror, at jeg ikke vil hjælpe hende og børnene. Det gør ondt, for jeg har gjort så meget for hende, da hun var yngre. Jeg har hele mit liv været der for min familie, og nu vil jeg også have lidt tid for mig selv. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg endelig har frihed til at gøre det, jeg har lyst til, uden at nogen regner med mig. Og jeg tror, jeg har fortjent det.
Nogle vil måske synes, jeg er egoistisk, men jeg ser det anderledes. Jeg har haft et liv, hvor jeg altid stod klar for andre. Nu vil jeg nyde den tid, jeg har tilbage, på min egen måde. Og jeg tror, mine børnebørn ville foretrække en bedstefar, der kommer forbi en gang imellem og glæder dem med lidt ekstra lommepenge, fremfor en bedstefar, der sidder trist på sofaen, fordi han egentlig hellere ville have gjort noget andet.
Jeg håber, at min datter en dag forstår, at det ikke handler om at afvise hende eller børnene, men om ikke at tvinge mig selv ind i en situation, jeg ikke ønsker. Og ja, jeg håber, at mine børnebørn senere forstår, at jeg altid har ønsket det bedste for dem, selv når jeg ikke var tilgængelig for at passe dem.
Dette er min måde at finde balancen mellem at være der for min familie og give mig selv den frihed, jeg nu så værdsætter. Måske er det ikke som andre ville gøre det, men for mig føles det rigtigt.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
